Københavns Kommune har udskrevet 59 parkeringsbøder til sig selv. Kommunen nægtede at betale bøderne, og derfor blev de sendt til inddrivelse hos Skat. Kontrolchef kalder forløbet for »en fejl«.

De ansatte i Københavns Kommune har efter alt at dømme svært ved at hitte ud af storbyens parkeringsregler. Hele 59 gange har kommunens egne parkeringsvagter udskrevet parkeringsbøder - der officielt kaldes parkeringsafgifter - til køretøjer, som tilhører kommunen.

Det fremgår af en besvarelse på aktindsigt, som BT har modtaget.

En oversigt viser, at Kommunens medarbejdere har overtrådt et bredt spektrum af parkeringsregler. En medarbejder har parkeret for tæt på et vejkryds. En anden har parkeret for langt oppe på fortovet. En tredje har parkeret, hvor der er standsning forbud. Nogen har glemt at hælde penge i parkometeret, mens andre har parkeret for længe i en zone med tidsbegrænset parkering. Hver gang har det udløst en parkeringsbøde på 510 kroner.

Udgifter til kommunalt ansattes parkeringsbøder burde i teorien ikke ligge borgerne til last, eftersom det er Københavns Kommune selv, der modtager parkeringsafgiften og derfor bare kan eftergive bøden. Men på grund af kommunalt rod og bureaukrati, må borgerne alligevel til lommerne.

Københavns Kommune har nemlig nægtet at betale afgifterne, og derfor er de blevet sendt til inddrivelse hos SKAT. De oprindelige parkeringsafgifter på 30.090 er dermed løbet op i 34.543,66 kr.

Beløbet er småpenge i kommunens samlede milliardbudget, men de ubetalte p-bøder er symptom på et større problem. To revisionsrapporter af Københavns Kommunes regnskabsføring og interne kontroller samt lønninger foretaget af revisionsfirmaet Deloitte viste i begyndelsen af måneden, at kommunen har rod i økonomien. Rapporterne kritiserer blandt andet at firmadankort ikke bliver lukket ved fratrædelser, og at der har været fejl i syv procent af lønudbetalingerne i en stikprøvekontrol.

 

Derudover er kommunen registreret med en gæld på ca. 1,1 mio. kr., som en række offentlige myndigheder har sendt til inddrivelse hos SKAT. Blandt dem kommunens egne parkeringsbøder.

Michael Møller, der er chef for Betaling og Kontrol i Kultur- og Fritidsforvaltningen erkender i en mail til BT, at det var en fejl ikke at betale bøderne:

»Der er sket en fejl i forbindelse med implementering af kommunens nye debitorsystem, som har betydet, at parkeringsafgifterne er blevet sendt til inddrivelse hos SKAT. Det skal de naturligvis ikke, og det er også vigtigt at understrege, at de 59 p-afgifter, det drejer sig om, er betalt. Under normale omstændigheder betaler Københavns Kommune selv sine parkeringsbøder. Hvad angår udskrivelse af parkeringsafgifter, så er Københavns Kommune ligestillet med borgere og virksomheder og udskriver derfor også parkeringsafgifter til sig selv,« skriver han.