Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, er fløjet over Atlanten for at pleje samarbejdet med USA's præsident, Donald Trump. Ved mødet i Det Hvide Hus var stemningen dog langt fra åbensindet mellem de to ledere.

Det første møde mellem to af verdens mest magtfulde ledere, Donald Trump og Angela Merkel, skulle egentlig pleje samarbejdet mellem de to nationer, men det blev ikke så gnidningsfrit som forventet.

Donald Trump nægtede nemlig at give Angela Merkel det traditionelle håndtryk, da de under et pressemøde blev fotograferet sammen i det ovale rum i Det Hvide Hus, skriver Independent.

Under fotograferingen spurgte en fotograf, om de to ville give hinanden hånden, hvortil Angela Merkel spurgte Donald Trump:

»Vil du have et håndtryk?«.

Donald Trump valgte imidlertid at ignorere anmodningen og rykkede sig ikke ud af sin siddende position med samlede hænder og spredte ben, selvom Angela Merkel antydede, at hun var klar på at trykke præsidentens hånd.

Efter et øjebliks akavethed vendte hun langsomt hovedet tilbage mod kameraerne - uden et håndtryk.

Det er det første møde, der bliver holdt mellem de to vestlige ledere. Emner som flygtninge, handel og alliancer er på dagsorden. Selvom der var en kølighed mellem de to ledere, så har de efterfølgende beskrevet det som et godt møde.

De to ledere benyttede lejligheden til at takke og rose hinanden for samarbejdet.

Merkel roste Trump for USA's støtte til Minsk-aftalen om fred i Ukraine, og Trump takkede Merkel for støtten i Afghanistan.

Handel var en del af dagsordenen på Merkels første besøg i Det Hvide Hus, hvor Trump har slået helt andre toner an, da han overtog efter Barack Obama i januar.

Trump har skrottet en handelsaftale med en række stillehavslande, og han har kritiseret andre handelsaftaler. Han er modstander af multilaterale aftaler.

De to ledere havde desuden en drøftelse om indvandring og flygtninge.