Brøndby tog en sikker udebanesejr, da topholdet søndag slog et noget tandløst AC Horsens-hold med 2-0.

Brøndby IF var for første gang tilbage på Casa Arena i Horsens siden 1-0 sejren, der sikrede overlevelse i Alka Superligaen i sommeren 2013.

Og det blev i den grad endnu en positiv oplevelse for Brøndbys medrejsende fans, der igen var mødt talstærkt op og fyldte udebaneafsnittet med sang, røg og flag.

Fra deres afsnit kunne de se deres hold tage en stensikker sejr på 2-0 over et noget tandløst AC Horsens-hold.

Begge mandskaber har været inde i en periode med svingende resultater. Det var dog Brøndby, der først fandt tilbage til rette spor.

Efter et kvarters spil lagde den nyankomne ungarer Zsolt Kalmár en blød frisparksbold ind til midtbanekollegaen Rodolph Austin, der havde placeret sig godt i feltet.

Herfra kunne Austin fuldstændig umarkeret heade bolden forbi Steve Clark i Horsens-målet og gøre det til 1-0 for Brøndby. Jamaicanerens første mål for klubben i denne sæson.

Kort efter fordoblede Brøndby føringen. Efter 18 minutter var endnu en midtbanemand på plads for udeholdet, da Christian Nørgaard efter lidt klumpspil på kanten af feltet kunne lægge bolden i nettet til stillingen 2-0.

I anden halvleg manglede begge hold den sidste kvalitet til at ændre på stillingen.

Halvlegens største chance tilfaldt Horsens og angriberen Kjartan Finnbogason efter 70 minutter.

Her fik islændingen mulighed for at heade bolden i mål fra tæt hold, men misbrugte chancen til stor ærgrelse for specielt Horsens' cheftræner, Bo Henriksen, på sidelinjen.

Sejren på 2-0 og de tre point luner for Brøndby i toppen af stillingen. Klubben har nu hentet 49 point og er fortsat sikkert placeret på andenpladsen med 10 point ned til Lyngby Boldklub på tredjepladsen.

Med kun en kamp tilbage må Horsens endegyldigt vinke farvel til mesterskabsslutspillet.

Horsens indtager 10.-pladsen med 28 point og har fem point op til Randers FC på sjettepladsen, der giver adgang til mesterskabsslutspillet.

/ritzau/