Danskeren bookede sikkert billet til tredje runde i Indian Wells med sejr over polsk kvalifikationsspiller.

Indian Wells. Caroline Wozniacki indledte lørdag aften sin deltagelse i den store tennisturnering i Indian Wells med stor succes.

Wozniacki spillede sig uden problemer videre til tredje runde i turneringen med en sejr på 6-3, 6-0 over den polske kvalifikationsspiller Magda Linette.

Dermed har danskeren vundet begge karrierens indbyrdes opgør mod 25-årige Linette, der rangerer som nummer 80 i verden.

Danskeren glædede sig til at komme i kamp igen efter en kort pause ovenpå et mentalt hårdt program i Mellemøsten i februar, hvor hun nåede to finalepladser i turneringer med adskillige regnvejrsafbrydelser undervejs.

Hendes allerførste slag i kampen var et servees, og serven kom således perfekt fra land, men faldt derefter lidt i niveau.

Caroline Wozniacki manglede efter sin kamppause også indledningsvis lidt timing i grundslagene og i servereturneringerne.

Rusten blev dog banket tilstrækkeligt af til at sætte Magda Linette under stort pres under den bagende sol.

Fra servegennembruddet til 3-1 i første sæt var Caroline Wozniacki i førersædet.

Wozniacki slog ikke så mange af de transportslag, hun tidligere har haft for vane, og mod Linette var der god kraft i det meste. Med mange fejl af Magda Linette til følge.

Polakken formåede ikke for alvor at true Wozniackis serv. Wozniacki fik til gengæld det ene servegennembrud efter det andet og strøg til sejren i andet sæt på 34 minutter.

Danskeren hævede niveauet i sin førsteserv og eliminerede fejlene i grundslagene, og i alt varede opgøret en time og 17 minutter.

Caroline Wozniacki er seedet som nummer 13 i Indian Wells, som hun vandt i 2011.

Danskeren har været i finalen i turneringen tre gange. Turneringen rangerer lige under de fire store grand slam-turneringer.

I tredje runde i USA møder Caroline Wozniacki tjekkiske Katerina Siniakova.

/ritzau/