Vi ved alle, at vi en dag skal dø, men ingen ved hvornår. Derfor kan det være en god ide at bestemme, hvad der skal ske med dine ejendele, når du ikke er her længere. Og i denne digitale tid betyder det også dine konti på sociale medier.

Når du en dag - forhåbentlig om lang tid - går bort, kommer dine efterladte utvivlsomt til at stå med stor sorg samtidig med, at de skal tage sig af alverdens praktiske hensyn. Så hvorfor ikke give dem en hjælpende hånd, når det kommer til eksempelvis din Facebook-konto, som for mange danskere er en daglig del af deres liv.

Du har grundlæggende to muligheder: At din profil omdannes til en mindeside, eller at din profil helt slettes.

På en mindeside - eller mindesmærke, som Facebook selv kalder det - vil familie og venner fortsat kunne se dine billeder og opslag, lige som de vil kunne lægge opslag ind på din væg. Øverst i profilen vil der stå 'Til minde om' foran dit navn, så det er tydeligt, at du ikke længere er i live.

Læs også: Rødglødende på Facebook: Rikke delte billede af blotter - nu bliver hun slæbt i retten

Hvis du på forhånd har valgt det, kan en af dine venner udpeges som såkaldt eftermælekontakt, som overtager kontrollen over mindesiden. Det betyder, at han eller hun vil kunne fastgøre et opslag og opdatere profilbilledet.

Hvis du vælger, at din profil skal omdannes til en mindeside ved din død, men ikke vælger nogen eftermælekontakt, vil siden forblive, præcis som den var, da du gik bort, uden nogen har mulighed for at ændre eller opdatere den. Eftermælekontakten kan også godkende nye venner, men han eller hun kan ikke fjerne venner.

Du kan også vælge, at din side fuldstændig skal slettes og forsvinde, når du dør. I det tilfælde kan dine efterladte vælge at oprette en gruppe, hvor de kan mindes dig.

Læs her, hvordan du forhåndsgodkender, at din konto slettes:

Hvis du vil melde et familiemedlem eller en nær vens dødsfald til Facebook, skal du kontakte Facebook. Som tidligere nævnt er det kun personer, der af den afdøde er markeret som eftermælekontakt, der kan tage kontrol over en mindeside. Det er kun bekræftede familiemedlemmer, der kan anmode om, at en profil helt skal slettes. Læs mere om begge procedurer her.