Søren Espersen ser ikke positivt på politiets forsøg på at stramme op efter Tibetsag, og kalder det kunstigt.

København. Det virker unaturligt, at politiet afholder workshops, omstrukturerer og får klare retningslinjer for, hvordan spørgsmål fra Folketinget skal besvares, så de folkevalgte fremover får oplysninger, der er til at stole på.

Det mener næstformand Søren Espersen (DF), som ikke anser initiativerne for kærkomne. Han er derimod overrasket over, at politiet skal trænes i at sige sandheden.

- Jeg synes, det virker kunstigt, at man skal have workshops og seminar i at fortælle sandheden, når Folketinget vil have nogle oplysninger.

- Sådan noget havde jeg ikke forestillet mig i forhold til politiet, siger han.

I en mail til Ritzau har Rigspolitiet blandt andet oplyst, at der både i 2015 og 2016 blev afholdt workshops. Og her var et af emnerne embedsmænds sandhedspligt.

Desuden har Rigspolitiet generelt "arbejdet målrettet" med rutinerne ved besvarelse af spørgsmål fra Folketinget. Det har ført til skriftlige retningslinjer.

- Der har åbenbart været en kultur, som har gjort, at man skulle omgå sandheden og svare med halve sætninger.

- Det virker meget, meget specielt. Jeg er overrasket over, at det er den kultur, der har eksisteret.

Tibetkommissionen, som ledes af landsdommer Tuk Bagger, undersøger fortsat sagen. Indtil nu er cirka 60 personer - politifolk, embedsmænd og ministre - blevet afhørt.

Tibetkommissionen ser blandt andet på den stribe af fejlagtige svar, som Folketinget modtog.

- Jeg tror, at den her Tibetsag har været en vældig lærestreg for Justitsministeriet, for ministrene og for politiet, siger Søren Espersen.

- I den her sag har man generelt været rigtig god til at puffe bolden videre fra den ene til den anden og den tredje, siger han og peger på, at vi stadig ikke ved, hvorfor politiet besluttede at tage tibetanske flag fra borgere under det kinesiske statsbesøg tilbage i 2012.

Det har ikke været muligt hverken at få en kommentar fra Pernille Skipper (EL) eller Folketingets retsudvalgs formand, Peter Skaarup.

Kommissionen fortsætter sine afhøringer i marts. Beretningen ventes inden årets udgang.

/ritzau/