17-årige Anthon Edwards Knudtzon, der er en del af sangduoen Citybois, er blevet ramt af en stor sorg. Søndag mistede han sin mor.

Det skriver den 17-årige sanger på sin Facebook-profil, hvor han har skrevet et opslag, som BT har fået tilladelse til at dele.

'Jeg hader søndage, og i går var den værste. Et lys for dig, min kære, fantastiske, smukke, elskede og sejeste Mor.. Du kæmpede til dit aller aller aller sidste, og jeg er så stolt af dig,' skriver Anthon Edwars Knudtzon, der er fra Gentofte, i opslaget.

Sammen med opslaget har Anthon Edwards Knudtzon delt et billede af sin mor. Her sidder hun på en motorcykel, og den 17-årige sanger fortæller, at hun blev 43 år. Hun døde som følge af sygdom.

'Vi har alle vor dødsdom i lommen, men først når vi får den at se, bliver vi bange - og det gjorde du i den grad også, for intet var så uretfærdigt som din sygdom. Du er et bedre sted nu og næste gang vi ses igen har vi vinger og flyver.. Jeg vil elske dig i 1000 år og du vil for altid være i mit hjerte Mor.'

BT har været i kontakt med Kristian Nyholm, der er manager for Citybois, som bekræfter dødsfaldet.

»Ellers har vi ikke mere at sige end det, der står i opslaget,« siger manager Kristian Nyholm.

17-årige Anthon Edwards Knudtzon blev for alvor kendt i Danmark, da han var med i X-Factor i 2015 sammen med sin ven Thor Blanchez Farlov. Sammen udgør de duoen Citybois, og de opnåede en fjerdeplads i programmet.

Selvom det ikke blev til en sejr i programmet, fik drengene efterfølgende en pladekontrakt hos selskabet Sony Music Entertainment.