Simon Kjær kan være tæt på et skifte fra tyrkisk fodbold til Premier Leagues tophold. Ifølge amerikanske espnfc.com følger Chelsea den 27-årige danske midterforsvarer tæt.

ESPN fortæller, at ifølge en kilde tæt på Kjærs tyrkiske klub Fenerbahce har Chelsea gennem en periode holdt øje med danskeren.

I de lokale tyrkiske medier er Kjær også blevet sat i forbindelse med den engelske storklub, som lige nu ligner det bedste bud på sæsonens mesterhold, og at Chelsea skulle være parat til at byde på landsholdskaptajnen i januar måneds transfervindue. Ifølge epsnfc.coms kilde er der dog endnu ikke landet et konkret bud fra London på Fenerbahces kontor.

Simon Kjær er godt tilfreds med tilværelsen i Fenerbahce, og han har ikke travlt med at komme videre. Han kom til Fenerbahce fra franske Lille i 2015, og han har stadig tre år tilbage af sin kontrakt med den tyrkiske storklub.

Ifølge BTs oplysninger var Arsenal interesseret i danskeren med henblik på at forstærke forsvaret i sommerpausen, men man endte i stedet med at hente tyske Shkodran Mustafi. Også de to Milano-klubber Inter og Milan skulle have været interesserede i Simon Kjærs signatur, men foreløbig er der intet konkret, som sender ham videre fra Fenerbahce.

Her han da også nydt stor succes, ikke mindst i efterårets Europa League, hvor Kjær er blevet udtaget til det hold, som UEFA har sat efter det indledende gruppespil. Her gik Fenerbahce videre som vindere af gruppe A foran Manchester United.

Simon Kjær har tidligere i karrieren spillet for FC Midtjylland, Palermo, Wolfsburg, Roma og franske Lille. Han står noteret for 66 A-landskampe.