Det kom bag på de fleste, at republikanske Donald Trump løb med nøglerne til Det Hvide Hus ved det amerikanske præsidentvalg. Det overraskede dog ikke Erik Skjærbæk, der endda havde valgt at lægge en pæn skilling på det overraskende udfald.

Derfor kan den 57-årige dansker nu se frem til en klækkelig gevinst. Knap 1,4 millioner kroner kan han stikke i foret, efter han valgte at satse i omegnen af 330.000 kroner på Trump som vinder af præsidentvalget i USA.

Det fortæller han til hjemmesiden daytraderland.com.

Den sydfynske mand er en af Danmarks rigeste erhvervsmænd og er blandt andet kendt for at være storaktionær i Parken Sport & Entertainment. Derfor skal pengene fra gevinsten heller ikke stoppes i lommen, men derimod bruges på at købe stort ind i markederne, hvilket han angiveligt har ventet på siden februar måned.

Selv om mange tvivlede på en Trump-sejr, troede Erik Skjærbæk altså på, at det kunne lade sig gøre.

»Jeg havde faktisk i hele perioden levnet ham en chance, selv om jeg også rystede på hovedet flere gange. Det (væddemålet, red.) var en gardering og et forsøg på under alle omstændigheder at få et plus,« siger erhvervsmanden til daytraderland.com.

Han fortæller, at det udelukkende var for at tjene penge på valget, at han spekulerede på udfaldet og afslører, at resultatet er ca. 200.000 dollar i skattefrit overskud.

»Grunden til, at min broker (mægler, red.) giver så gode odds, var, fordi de mente, at der var 20 procent eller mindre sandsynlighed for, at Trump vandt, da jeg indgik væddemålet,« siger Erik Skjærbæk.

Det er imidlertid ikke første gang, at svendborgenseren har ramt plet ved at spekulere i valgresultater, hvilket han gør for at afdække tab på andre værdipapirer.

Hvad foretog du dig i forbindelse med Brexit-afstemningen -  og hvordan gik det dengang?

»Jeg afdækkede og fik en gevinst på ca. 575.000 dollar (ca. 3,9 millioner kroner, red.).«

Det var i juni, at briterne stemte for, at Storbritannien skal forlade EU ved den såkaldte Brexit-afstemning. Og det havde Erik Skjærbæk altså tilsyneladende også luret.