Må en mandlig pædagog skifte ble? Må han putte et barn? Må han give det et kram? Ja, siger et stort flertal af danske forældre i en Gallup-måling for Berlingske. Ja, siger børnehavepædagog Niels-Peter Henriksen. Han nægter at træde varsomt i den pædagogiske hverdag - bare fordi han er mand.

Pigen stod ude på toilettet med sin blottede numse vendt helt i vejret. Som de yngre børn gør i en børnehave, når de skal tørres bagi. Da pædagog Niels-Peter Henriksen kom ind til hende for at hjælpe, udbrød han, at hun da ikke behøvede at stå sådan der. Hun var gammel nok til at blive siddende på toilettet.

Om aftenen fortalte pigen sine forældre, at manden fra stuen havde bedt hende om stå med sin nøgne bagdel på en helt bestemt måde. Den historie bragte forældrene videre til Niels-Peter Henriksen.


»Jeg fik heldigvis talt med forældrene om det på en fin måde, og alt var ok, men mine kollegaer spurgte mig, om vi skulle lave en regel om, at mænd ikke må hjælpe til ude på toilettet. Jeg svarede, at hvis det var tilfældet, ville jeg ikke længere være ansat. Så kunne jeg ikke arbejde der. Det var ment som omsorg fra mine kollegaers side. Men det var ikke den rigtige løsning,« siger han.

42-årige Niels-Peter Henriksen er pædagog i Legehuset Regnbuen i Aarhus forstaden Tranbjerg. Til BM
42-årige Niels-Peter Henriksen er pædagog i Legehuset Regnbuen i Aarhus forstaden Tranbjerg. Til BM Foto: Bo Amstrup
Vis mere

42-årige Niels-Peter Henriksen kalder det en folkesygdom blandt pædagoger: Frygten for at gøre noget, der potentielt kan misforstås og føre til en anklage om krænkelser og overgreb mod børnene. En folkesygdom, der især rammer mændene i faget. Det sker, når daginstitutionerne har alle mulige regler for korrekt adfærd, og når mændene skal opføre sig på en bestemt måde i forhold til de børn, de er ansat til at passe.

»Jeg savner simpelthen almindelig sund fornuft. Det er vigtigt, at man som mand siger fra. Frygten fylder ikke meget i min hverdag. Men jeg gør noget ud af at fortælle vores mandlige pædagogmedhjælpere her på stedet, at de ikke skal have den frygt og bekymring, når de starter i børnehaven.«

Samfundsdebatten om mandlige hænder på grøn stue er gået hen og blevet sin egen evergreen: Er der arbejdsopgaver, mænd i pædagogfaget ikke skal udføre for at skærme både dem selv, børnene og forældrene?

I sommer måtte en række daginstitutioner i Brønshøj-Husum i København understrege overfor forældrene, at pædagoger af hankøn er helt almindeligt, og senest fik pædagogmedhjælper Rasmus Lind et viralt sanghit med "Far og søn", der er et kritisk stik til vor tids pædofili-paranoia.

Spørger man de danske forældre selv, viser de til gengæld meget høj tillid til mændene i faget. I en TNS Gallup-måling for Berlingske er danske forældre blevet spurgt ind til om, hvordan de har det med, at en mandlig pædagog skifter ble på deres barn, putter deres barn, giver deres barn et kram og at barnet får lov til at sidde på mandens skød. Over hele 90 procent svarer, at de har det godt med de situationer. Samtidig svarer 53 procent, at de har det fint med, at en mandlig pædagog giver deres barn et kys.

42-årige Niels-Peter Henriksen er pædagog i Legehuset Regnbuen i Aarhus forstaden Tranbjerg. Sammen med Niels-Peter er det Løkke i blå jakke, Ida i brun jakke, Emilie i lilla jakke og Benjamin. Til BM
42-årige Niels-Peter Henriksen er pædagog i Legehuset Regnbuen i Aarhus forstaden Tranbjerg. Sammen med Niels-Peter er det Løkke i blå jakke, Ida i brun jakke, Emilie i lilla jakke og Benjamin. Til BM Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Forældrenes høje tillid tolker Else-Marie Buch Leander som et resultat af den store debat de senere år om de mandlige pædagoger , der ifølge hende har været uretfærdigt stigmatiseret længe. Hun er forsker ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet og er medlem af forskningsgruppen Paradox, der forsker i frygt for pædofili og frygt.

"I dag har forældrene efter min mening har fået øjnene op for, at frygten har omkostninger: mandlige pædagoger kan ikke bruge deres fulde faglighed, og børnene ikke får den fulde omsorg. Debatten har endvidere skabt solidaritet med de mandlige pædagoger."

Frygten for krænkelser og seksuelle overgreb er et fænomen, der er mest udbredt i den vestlige verden. Oprindelsen er kompleks og kan ikke forklares med en enkelt årsag, siger Else-Marie Buch Leander. Det er stadig historisk nyt, at vi i så stort et omfang overlader vores børn til fremmede hver dag. Det afføder en grundfrygt, som kan blive aktiveret, når der opstår sager om pædofili.

Langt de fleste steder er regler eksempelvis omkring, hvem der kan have et barn siddende på skødet og hvordan, indført på papiret for at beskytte børnene og gøre forældrene trygge. Ofte handler det om, at personalet frygter en uberettiget mistanke fra forældrene, hvis en mand tørrer barnet på toilettet bag en lukket dør, lyder det fra forskeren.


»Det er en stor ligestillingsmæssig udfordring, at der flere steder findes særregler for mandlige pædagoger. Det betyder jo, at der findes danske arbejdspladser, hvor mænd og kvinder ikke arbejder under samme vilkår på grund af deres køn. Særreglerne har uhensigtsmæssig indvirkning på mændenes praksis og deres relation til børnene,« siger hun.

Else-Marie Buch Leander noterer sig, at der samtidig er en mindre gruppe forældre på under ti procent i Gallup-målingen, der svarer, at de hverken har det dårligt eller godt med, at en mandlig pædagog skifter deres barn, putter det og har det på skødet, og én procent, der har det dårligt med disse ting.

»Det er heldigvis meget lidt - men i et oplyst og ligestillet land som Danmark må målet være, at tallet for forældre, der har det fint med den mandlige pædagog, bliver 100 procent. Det viser, at der stadig består en oplysnings-opgave. Det er vigtigt at gentage, at der sker meget få overgreb i danske daginstitutioner, der grundlæggende er særdeles sikre.«

42-årige Niels-Peter Henriksen er pædagog i Legehuset Regnbuen i Aarhus forstaden Tranbjerg. Sammen med Niels-Peter er det Løkke i blå jakke, Ida i brun jakke, Emilie i lilla jakke og Benjamin. Til BM
42-årige Niels-Peter Henriksen er pædagog i Legehuset Regnbuen i Aarhus forstaden Tranbjerg. Sammen med Niels-Peter er det Løkke i blå jakke, Ida i brun jakke, Emilie i lilla jakke og Benjamin. Til BM Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Da Morten Herrguth Jensen arbejdede som pædagogmedhjælper tilbage i 2005, åbnede han sammen med en anden mand børnehaven hver mandag morgen. I børnehaven var en pige, der altid blev afleveret ved åbningstid klokken 6.30. En dag gik pigens mor til lederen, fordi hun var utryg ved, at det var to mænd, der var alene om morgenen med hendes datter. Hvad nu hvis de kunne finde på at gøre noget?

»Min leder sagde heldigvis, at hun havde fuld tillid til sine ansatte og der blev ikke ændret på skemaet. Da det her skete, havde jeg arbejdet i faget i fire måneder. Jeg blev vred og forarget, fordi den her kvinde dømte mig alene på mit køns vegne. Alene fordi jeg var mand, var jeg under mistanke for at kunne misbruge hendes datter. Det var og er stadig virkelig forargeligt,« siger han.

I dag arbejder han som pædagog og når Morten Herrguth Jensen tænker efter, er det uforståeligt for ham, hvorfor mænd overhovedet bliver i hans fag. Man kan nemlig ikke være mandlig pædagog uden at være bevidst om, at du kan blive mistænkeliggjort, siger han.

»Det ved vi fra det sekund, vi træder ind i faget. Men vi mænd skal være der. Ellers får børnene et skævt kønsbillede. Der hvor jeg arbejder, har vi nogle børn, hvor far ikke rigtig er en del af billedet derhjemme og de børn har jo ekstra brug for et nuanceret mandligt forbillede.«

Der burde ikke være nogen regler. Der burde ikke være restriktioner af nogen art, mener Morten Herrguth Jensen.
»Når man eksempelvis skal skifte ble for åben dør og at døren skal stå åben ind til stuen, når man laver en aktivitet, går det i virkeligheden mest ud over børnene. De mister noget privatliv. De skal så ligge der helt blottede og nøgne, imens alle kan se på. Det er ikke rimeligt.«

En mandlig pædagog er en så sjælden art på stuerne, at Niels-Peter Henriksen i sine tidligere jobs har iagttaget mandlige kollegaer blive udsat for det, kvinder selv så ofte gerne vil være fri for: At blive sat ned i en særlig kasse kun på grund af det køn, man har.

»Jeg har oplevet kvindelige pædagoger, der har forsøgt at caste mænd som den friske mand, der skal ud med børnene. Men jeg gider ikke kun være ham, der spiller fodbold og leger vildt med børnene. Jeg vil også gerne lave de kreative ting og have lov til at læse en bog og være nærværende med de små. Den største stopklods ligger i virkeligheden ude i børnehaverne blandt de ansatte pædagoger, hvor mænd kan blive afskåret fra at vise børnene, at de også godt kan give omsorg.«

42-årige Niels-Peter Henriksen er pædagog i Legehuset Regnbuen i Aarhus forstaden Tranbjerg. Sammen med Niels-Peter er det Løkke i blå jakke, Ida i brun jakke, Emilie i lilla jakke og Benjamin. Til BM
42-årige Niels-Peter Henriksen er pædagog i Legehuset Regnbuen i Aarhus forstaden Tranbjerg. Sammen med Niels-Peter er det Løkke i blå jakke, Ida i brun jakke, Emilie i lilla jakke og Benjamin. Til BM Foto: Bo Amstrup
Vis mere

De fleste daginstitutioner i dag er bygget på sådan en måde, at der er glasvæg ud til toiletterne og puslepladsen. Det er fint nok, tænker Niels-Peter Henriksen. Så kan man holde øje med de børn, der er store nok til selv at gå derud. Alligevel er han irriteret over den symbolik, der også er bygget ind i den glasvæg: At der også skal holdes øje med fuldvoksne mænd, der bare passer deres arbejde.

»Vi får ikke lov til at vise, at mænd kan være lige så omsorgsfulde og give en lige så stor krammer som kvinder,« siger han.