Den norske ungdomsserie 'Skam' er på rekordtid blevet et kæmpe hit i Danmark, hvor flere og flere følger med.

I september var der flere danskere end nordmænd, der streamede serien, og på den måde stiftede bekendtskab med udtryk som 'drittsek', 'serr' og 'russ'.

Og nu er der mulighed for, at du kan få en statistrolle i den populære serie. Det skriver P3 Norge.

Det sker i forbindelse med en auktion, som P3 og Røde Kors står bag. Pengene går til at hjælpe flygtninge i Norge.

Auktionen slutter søndag den 23. oktober, og en af de ting, der kan bydes på, er altså muligheden for at blive Skam-skuespiller for en dag.

Her bliver det muligt at møde skuespillerne fra serien og se, hvordan alle optagelserne foregår skriver P3, der auktionerer statistrollen bort.

Hvilken scene vinderen af auktionen skal spille, kan de dog ikke love noget om. Det afhænger nemlig af, hvem der vinder, og hvad der ville passe ind i produktionen og det enkelte afsnit.

Buddet ligger lige nu på knap 10.000 norske kroner, svarende til næsten 8.400 danske, og for at byde, skal du oprette dig som bruger hos QXL, der har auktionen.

Udover en rolle i serien, er det blandt andet også muligt at vinde nogle af skuespillernes tøj, som de har brugt under optagelserne.

I 'Skam' følger man en gruppe veninder, der går på Hartvig Nissens gymnasium i Oslo. Mange forskellige emner har været på banen, deriblandt seksualitet, ensomhed, venskab og druk.

I hver sæson følger serien en ny hovedperson. I sæson 1 var det Eva, hvor seeren kunne følge hendes forhold til kæresten Jonas og hendes jagt på at få veninder.

I anden sæson var det Noora, der var i fokus, og hendes forhold til rigmandsdrengen William. Tredje sæson havde premiere for to uger siden, og her er det Isak, man følger.

Første afsnit af serien blev vist på NRK i Norge den 25. september 2016, og i dag er det muligt at se alle afsnit på nettet.