Spørgsmål: Vi har en datter på snart 16 år, som heldigvis lever et fornuftigt og sundt liv. Vi har dog fra tid til anden diskussioner angående alkohol og energidrikke. Mht. alkohol har vi ingen problemer med at komme igennem med de sunde argumenter, men det er dog værre mht. energidrikkene. Vi oplever, at når de ikke indtager alkohol så drikker de energidrik med højt koffeinindhold i stedet for og i større mængder, men hvilke argumenter kan vi bruge for at minimere indtaget? Lene

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Energidrik er egentlig et lidt underligt og sjovt begreb og det siger på forunderlig vis meget om det moderne liv. Et liv hvor børn og unge drikker syntetisk fremstillet væske for at få mere energi. Men paradoksalt vil de fleste unge opleve mindre energi og samtidig opleve en negativ effekt på søvnen, for energidrik ændrer ikke den grundlæggende menneskelige biologi.

For at opnå en reel forbedring af energien skal biologien altså være i orden herunder søvnen, maden og den daglige fysiske aktivitet, som er grundstenene i menneskets energiniveau uanset om man er ung eller gammel. Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn og unge ikke indtager mere end 2,5 mg koffein dagligt for hvert kilo, de vejer, så der er fokus på emnet. Der er foretaget en række studier, som har undersøgt effekten af energidrik blandt børn og unge, men det er stadig et meget nyt forskningsområde og langtidseffekterne er stadig uvisse. På den negative side indikerer nogle studier, at højere indtag af energidrikke blandt andet påvirker det diastoliske blodtryk samt det totale energiindtag og fordelingen af makronæringsstoffer, som på den lange bane potentielt kan have sundhedsmæssige konsekvenser og resultere i øget kropsvægt.

Man kender altså ikke den fulde effekt af et højere indtag af energidrikke endnu, men der er ingen tvivl om, at hvis jeres datter eller andre unge oplever en eller anden grad af abstinenser eller afhængighedsforhold til energidrikke, så er indtaget ikke længere balanceret eller sundt. Håber det gav jer svar. Stay strong!