Motivation, viljestyrke, vaner og støtte er nogle af de vigtige redskaber i din værktøjskasse, hvad enten du har et mål om ’det gode liv’ eller allerede er godt i gang.

I min optik er det gode liv lig med at have en grundlæggende følelse af at have det godt mentalt såvel som fysisk. Det handler ikke om fanatisme – for livet skal også leves – men hvis du ønsker at have det godt på flere niveauer, kommer du ikke uden om vigtigheden af søvn, motion, mad og en god stressbalance. Og det er her, redskaberne på foregående side, spiller en enorm rolle.

Selv om mange personer lykkes og finder deres individuelle vej til det gode liv, så er der også mange andre, som har lidt sværere ved at navigere. Statistikkerne taler nemlig sit tydelige sprog, hvor et bredt spektrum af forskellige livsstilsrelaterede sygdomme stiger og stiger.

Og hvad er så den største forhindring på vejen mod det gode liv? Det er et simpelt spørgsmål, som kræver et komplekst svar, men hvis jeg skal gøre det kort, så bliver mit svar: TID.

Tid er måske en af de største udfordringer, vi står over for i dag, for døgnet indeholder stadig kun 24 timer, men vi forsøger ihærdigt at proppe mere og mere ind i kalenderen. Ofte uden det store held. Sådan er det også i mit liv.

Jeg vil gerne det hele, men må også indse, at jeg ikke kan det hele, og det er blandt andet en af årsagerne til, at jeg har en meget dygtig PA, som hjælper mig med at organisere og prioritere min tid.

Jeg mærker tidspresset, og jeg har ikke engang børn, så jeg kan kun forestille mig det tidspuslespil, som børnefamilier må lægge hver dag.

Så tid er for rigtig mange mennesker en reel forklaring og ikke bare en dårlig undskyldning i relation til det gode liv. Men jeg tror også, at det er vigtigt, at vi forsøger at arbejde med at vende mentaliteten, så det gode liv ikke kun handler om fravalg og om at gå glip af ’noget’, men i stedet forsøger at se det som et tilvalg.

Og i en verden med minus på tidskontoen, så kræver det, at man er villig til at ofre andre ting i sit liv. Jeg siger ikke, at det er en let opgave, men hvis du ikke er villig til at ofre ’noget’ for noget ’andet’ eller i det mindste bytte lige over, så bliver det virkelig op ad bakke.

Men bare rolig med tiden vil bakken ikke føles så stejl, og det vil hjælpe dig til i højere grad at se dine prioriteringer som tilvalg og ikke fravalg.


Stay strong, stay graceful!