Spørgsmål: Jeg har en datter på 19 år, som har fået antidepressiv medicin i et halvt år. Hun vil naturligvis gerne ud af medicinen, men den hjælper hende også på nogle områder, så indtil videre holder vi fast i medicinen. Jeg håber du vil svare og belyse problematikken.
Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Jeg vil helst undlade at kommentere på det nye program, da jeg slet ikke kender til programmets indhold, intervention eller deltagernes udgangspunkt. Men lad mig starte med at slå en ting fast. Jeg er ikke imod antidepressiv medicin for det kan i nogle tilfælde være uundværligt (ligesom mange andre typer medicin) og der er ikke noget forkert i at tage medicin! Når vi taler om livsstil som en mulig behandlingsform for personer med depression, så skal vi i min optik ikke se det som enten eller. Hvis man tager antidepressiv medicin er det på ingen måde en klog beslutning at smide pillerne samme dag, som man tager løbeskoene på. Der er en overgangsfase, som skal superviseres af en lægefaglig.
Man kan forsøge, hvis man har overskud til det at supplere den medicinske behandling med ændrede livsstilsvaner. Og måske vil det på det lange bane medvirke til, at den medicinske behandling kan reduceres eller helt fjernes. Men vi skal også huske at være realistiske i denne debat, for livsstil og motion har naturligvis klare begrænsninger, som skal ses i lyset af depressionens udspring (årsager) samt graden (mild, moderat eller svær). Og i nogle tilfælde vil medicin være en del af løsningen resten af livet. Der findes mennesker, som motionerer, men som alligevel får en depression, så motion er ikke løsningen på alt. Jeg har gennem tiden arbejdet med emnet og der findes også evidens for, at regelmæssig motion kan medføre en række psykologiske fordele som eksempelvis forbedret kognitiv funktion, reduktion i symptomer og adfærd forbundet med depression samt et forbedret billede af selvkontrol og tro på egne evner. De erfaringer jeg har gjort mig indikerer, at motion er gyldig og mulig behandlingsform. Ikke for alle, men for nogle. I den sammenhæng skal budskabet bakkes op af en vigtig faktor, for det hjælper ikke meget at fortælle en person med depression, at han eller hun ville have godt af en gåtur, når personen i forvejen synes det hele er uoverskueligt. Så motionen skal superviseres eller hjælpes på vej. Derfor er vi nødt til at finde måder, hvorved vi kan støtte den enkelte, som ønsker at komme i gang med at motionere. Depression er ikke en personlighedsbrist og hele debatten om medicin og livsstil bliver nogle gange lidt for sort hvid i mine øjne. For det er ikke et spørgsmål om, at det ene udelukker det andet. Det kan kombineres og hvorvidt livsstil skal anvendes skal ses i relation til den enkeltes udgangspunkt og naturligvis egne ønsker. Jeg håber det på en eller anden vis gav dig et nuanceret svar.
Stay strong, stay graceful!
