Spørgsmål: Jeg forsøger at leve sundt, men jeg drikker en del kaffe og tænker, at det måske kan have en betydning for min søvn. Jeg har forsøgt at drikke mindre kaffe, men jeg synes det er svært. Jeg savner det og jeg synes ikke min søvn er markant bedre. Men kan jeg drikke te om aftenen uden, at det går ud over min søvn? Bente
Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Den ene dag må man gerne drikke kaffe og den anden dag er det mindre godt, men det er okay at drikke kaffe - med måde - men man skal helst stoppe med at indtage koffein efter kl. 13.00, for koffein påvirker potentielt søvnkvaliteten i negativ retning. Årsagen til, at indtaget af kaffe bør ligge først på dagen er koffeinens halveringstid på 3-7 timer. Det betyder, at når man drikker en kop kaffe (ca. 100 mg koffein), vil der gå mellem 3-7 timer før de 100 mg er halveret og yderligere 3-7 timer før de ca. 50 mg er halveret osv. Koffeinen bliver med andre ord i kroppen i lang tid efter, man stopper med at drikke det.
Jeg kan godt forstå du savner det. Da jeg selv stoppede med at drikke kaffe, savnede jeg det også i en periode. Jeg havde ikke direkte abstinenser, men kaffen var en del af mine daglige rutiner/vaner og jeg brugte i nogle tilfælde kaffe, som en opkvikker når jeg var træt, især på jobbet. Interessant nok har man fundet i et studie, at både powernap og koffein havde en opkvikkende effekt, men kun powernappen resulterede i forbedret præstation. Så koffein opkvikker, men forbedrer ikke evnen til at løse opgaver.
I dag drikker jeg primært te, men også et par kopper kaffe en gang i mellem. De fleste former for te indeholder også koffein dog i mindre grad end kaffe, Hvid te indeholder ca. 5 mg koffein pr. kop, grøn te omkring 30 mg pr. kop og sort te omkring 60-80 mg pr. kop. Te er et godt alternativ til kaffe om aftenen. Der kan også være andre årsager til, at du sover dårligt, så vær opmærksom på om der er andre faktorer, der påvirker din søvn i negativ retning. Stay strong!