Spørgsmål: Jeg er lidt i vildrede og kunne godt tænke mig at høre, hvad du mener. Jeg løber 5 km to gange om ugen og supplerer med crosstrainer og 20 km cykeltur. Det vil sige at jeg er 'i gang' hver anden dag.
Dette har jeg gjort i 4 år, men jeg har gentagne gange haft skinnebensbetændelse, som sætter en stopper for mit løb og kræver lang tids pause. Jeg har altid købt løbesko hos en ekspert, som foretager en løbestilsanalyse hver gang jeg skal have nye sko. Jeg overpronerer og har altid fået anbefalet sko, der støtter godt for det.
Nu har jeg igen fået skinnebensbetændelse og har fundet en virkelig god behandler, der både behandler mig og har givet mig øvelser til at styrke 'svage steder', så mit løb bliver bedre.
Han anbefaler, at jeg går bort fra de meget støttende sko og får en neutral pronations sko, når vi er færdig med at behandle min skade. Min behandler mener, at med en neutral pronations sko, vil mine fødder bliver stærkere pga. den mindre støtte, og dermed medvirke til/støtte en bedre løbestil, som jeg ikke så nemt får skader af.
Altså siger min behandler det modsatte af hvad min sko-ekspert siger. Men er det lidt som med religion? Afhænger dette af hvad man tror på? Eller hvad ved du/mener du?
Jeg vil blive super glad for at høre din mening, da det sørme er svært at vide for mig, der ikke rigtig har forstand på dette. På forhånd tak.
Annette
Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Du har sikkert hørt udtrykket: We were born to run. Og ja mennesket er skabt til at løbe, men i langt højere grad til at gå, så kombineret løb og gang er super effektivt og skånsomt.
I løbet af de sidste par år er der blevet sat meget fokus på forfodsløb, som din behandler anbefaler. Dette er sket i en tid, hvor løbeskoene blot bliver mere og mere avancerede, mens antallet af løbeskader stiger.
Man kan sætte spørgsmålstegn ved om der reelt set, opstår flere løbeskader i dag eller om vi blot er blevet mere bevidste og har sat mere fokus på området?
Men uanset hvad, så opstår skaderne, fordi løb kan være en (over)belastning for kroppens led og muskulatur. Løsningen er at reducere belastningen og det kan gøres på mange måder, herunder løbestilen.
Hvis man tager et menneske, som aldrig har løbet med løbesko, vil denne person primært lande på forfoden, hvorimod en gennemsnitlig løber primært lander på hælen. Det er forskellen mellem 'almindeligt' løb og forfodsløb.
Når man primært lander på hælen er belastningen stor, hvorimod forfodsløb er mindre belastende for knæ og hofte. Det er dog vigtigt at være bevidst om forfodsløbets belastning på lægmusklerne og akillessene. Så det er ikke en win win situation med forfodsløb. Der er fordele og ulemper ved begge former for løbestil.
Min generelle holdning er: 'If it ain´t broken, why fix it?' Men i dit tilfælde oplever du udfordringer med løb selv med de mest tilpassede løbesko, så måske er det på tide med en ny strategi?
Forfodsløb er som nævnt ikke uden problemer og kræver en rolig opstart og progressiv træning, men jeg synes det er en god idé at give det en chance under kompetent vejledning.
Stay strong!