Spørgsmål: Hej Chris, tak for nogle gode programmer på DR1. Jeg har selv type 2 diabetes og synes det er inspirerende at følge dit projekt. Jeg ville bare ønske, man kunne ”klone” dig, så du kunne hjælpe flere. Men jeg ved, at den primære motivation skal komme fra mig selv, men har du nogle gode råd på det mentale plan? Jeg har haft type 2 diabetes i ca. 5 år og får medicin. Jeg har det godt, men min livsstil kunne godt være bedre. Jeg glæder mig til at se flere af dine programmer. Venlig hilsen Karina

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Jeg tror ikke jeg er den udslagsgivende faktor – det vigtigste i denne proces er, at deltagerne (man) er klar og villig til at gøre en indsats for at ændre sit liv, men med støtte og support i form af træningsprogrammer, madplaner og naturligvis den mentale coaching undervejs. Der findes mange andre dygtige og yderst kompetente coaches og eksperter derude, som også kan hjælpe mennesker til at ændre kurs i deres liv. Så en kloning bliver forhåbentlig ikke nødvendig.

Det lyder som en god idé, at du gerne vil lave dit eget U-TURN. Det er naturligvis mit håb, at tv programmerne vil inspirere andre og får dem til at tænke: ”Det vil jeg også gerne og det kan jeg godt”. Det er vigtigt for mig at understrege, at du skal fortsætte med at tage din medicin, når du starter med at ændre din livsstil og så kan du måske trappe ud af din medicin i samråd med din læge, hvis dine tal viser en forbedring af din sygdom. Du må ikke bare smide medicinen ud og lade livsstilen erstatte medicinen fra dag 1. Det er en glidende overgang, som bør udføres sammen med din læge.

Jeg tror, at et af de første mentale skridt er at indse, at ens livsstil er på vej i den forkerte retning og acceptere, at man er nødt til at ændre noget. Dernæst tror jeg, at man skal have styr på sine hv- spørgsmål. Hvorfor? Hvordan? Hvornår? Og sidst men ikke mindst for hvem og sammen med hvem? Det kan være en god idé at skrive det ned og det er min erfaring, at især “for hvem” er en meget stærk motivationsfaktor. En vigtig del af processen bliver også at skelne mellem hvad du har behov for og hvad du har lyst til.

Man kan tænke mange gode idéer ihjel, så brug lidt tid på dine strategier, gør dig mentalt klar og kom så i gang. Accepter at nogle dage er gode og andre mindre gode, men hold fokus på det overordnede billede.

Der er ingen garantier for, at en ændring af din livsstil fjerner dit behov for medicin, men jeg lover dig, at en ændret livsstil vil give dig en større følelse af kontrol over din sygdom samt øget livskvalitet. Som bonus kan du måske reducere eller helt fjerne dit behov for medicin i samråd med din læge. Jeg ønsker dig styrke til at igangsætte og fastholde din egen u-vending.

Stay strong, stay graceful!