Spørgsmål: Hej Chris, jeg har lige læst din digital detox artikel og den var super god. Den fik mig til at tænke på hvordan du definerer et sundt forhold til teknologi, for jeg synes personligt det er svært, når det er alle vegne… Så hvornår er det sundt eller usundt efter din mening? Venlige hilsner Susanne

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Lad mig starte med at slå fast, at jeg også synes det er svært. Mange af de ting jeg skriver om er udfordringer, som jeg selv kæmper med i mit liv og her er teknologi en af dem. Jeg elsker og nyder mange af mine teknologiske ”devices” – fra mit tv, til min smartphone, min GPS og min iPad. Jeg har på ingen måde lyst til at undvære det og det er også en helt naturlig del af fremtiden, så efter min mening skal man ikke helt fjerne det eller gøre det til syndebukken.

MEN når jeg kigger rundt på verden omkring mig og når jeg kigger indad, så synes jeg, at jeg ser tendenser mod ”usunde” forhold, hvor især smartphones bliver mere og mere tydelige i gadebilledet. Når folk går på gaden, cykler eller kører bil med blikket rettet mod den lysende skærm og ikke den virkelige verden – så rammer vi et skråplan. Når mennesker i højere grad er interesseret i det, som sker på den lille skærm end at være tilstede mentalt i den virkelige verden – så rammer vi et skråplan. Når børn skal bruge ekstraordinære kræfter på at få deres forældres opmærksomhed over teknologiske input – så rammer vi et skråplan.

Det er svært at give dig en konkret definition på et usundt forhold, for det er naturligvis individuelt. Jeg tror, at det vigtigste er, at vi alle sammen bliver mere bevidste om vores individuelle forbrug og bliver bedre til at begrænse brugen. Teknologi ”stjæler” meget af vores dyrebare tid uden, at vi er bevidste omkring det og her tror jeg, at der er noget at vinde både i form af mere tid og nærvær. Og dermed skabe et mere balanceret og sundt forhold til teknologi.

Jeg håber det gav dig svar.

Stay strong, stay graceful!