Spørgsmål: Jeg vil gerne spørge dig hvorfor får jeg kramper og hvad kan jeg gøre for at undgå det i forbindelse med min træning? Jeg træner og strækker godt ud hver gang. Hvad er årsagen til krampe og hvordan kan man undgå det? Laura

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål og jeg ville ønske jeg kunne give dig et endeligt svar, men jeg vil forsøge at give dig et indblik i en kompliceret verden. Jeg håber du kan følge med og at mine ord giver mening.

Forskerne ved ikke med garanti hvad der forårsager muskelkramper, men det er formentlig en kombination af flere forskellige faktorer. I den videnskabelige verden kaldes muskelkramper i forbindelse med træning ”Exercise associated muscle cramp” (EAMC) og der er fremsat forskellige hypoteser om årsagerne til EAMC. Herunder blandt andet ændringer i væskebalancen, ubalance i serum elektrolyt koncentrationen og ekstreme vejrforhold (varme eller kulde).

Ved hård fysisk træning sveder man meget og hermed skabes potentielt en ubalance i væske og elektrolyt balancen. Ubalancen i væske skabes, når du sveder under din træning i form af væsketab. Med hensyn til elektrolytbalancen forskubbes denne, fordi sveden indeholder elektrolytter samt, at du indtager væske undervejs. Det ændrer i elektrolytkoncentrationen. Der er flere studier, der har undersøgt disse sammenhænge, men med forskelligt resultat. Eksempelvis viste et studie, at indtagelse af en kulhydrat- elektrolytholdig drik under fysisk aktivitet, resulterede i længere tid til udmattelse sammenlignet med den gruppe, som ikke indtog noget under den fysiske aktivitet. Men med henblik på muskelkramper, så oplevede 69 % af de personer, som indtog kulhydrat-elektrolyt drikken under det fysiske arbejde også muskelkramper. Derfor tyder det på, at ændringer i hydreringsbalancen og elektrolytkoncentrationen ikke alene kan forklare muskelkramper.

Anden forskning peger i retning af, at vores nervesystem bliver påvirket under fysisk aktivitet, og at der muligvis er en relation mellem dette og muskelkramper. I ”den trætte muskel” ses blandt andet en forlængelse af afslapningsfasen under muskelkontraktion, hvilket øger sandsynligheden for en summering af aktionspotentialer, som kan medvirke til muskelkrampe. Således er der en række faktorer, som påvirker og udløser muskelkramper. Så måske er det ”forstyrrelser” i det centrale og perifere nervesystem samt ændringer i skeletmuskulaturen i forbindelse med træning, som muligvis resulterer i muskelkramper. Hvis dette er tilfældet forklarer det noget af historien om hvorfor muskelkramper opstår under så stort et spektrum af omstændigheder.

Muskelkramper er (formentlig) en kombination af flere faktorer og det er et komplekst system, som desværre ikke er fuldstændig blotlagt endnu. Derfor kan jeg ikke give dig noget præcist svar på hvorfor du oplever muskelkramper. Du kan prøve at eksperimentere med væske- og saltindholdet under din træning. Stay strong!