SPØRGSMÅL: Jeg har et spørgsmål, der måske kunne være relevant for mange. Når jeg dyrker spinning, aerobic, Zumba eller andet hold med højt tempo, udløses en voldsom migræne efter ca. en time - og så kan den være on and off i to dages tid (hvor den lurer).

Men når jeg løber (prøver at løbe), går raskt til eller dyrker yoga og pilates, så udløses migrænen ikke. Jeg er på kostplan fra diætist og har lagt min kost om til groft, grønt og magert igennem de sidste par år, efter jeg tog 35 kilo på i forbindelse med mine graviditeter - og jeg mangler derfor 10 kilo, som jeg har behov for at komme af med.

Hvilken form for motion vil give mig en god forbrænding uden at udløse min migræne?

Hilsen
Jeanette

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Migræne udløses af flere forskellige faktorer og på et eller andet tidspunkt flyder bægeret over pga. en udløsende faktor. Med andre ord kan du godt være lidt træt og have drukket lidt for meget kaffe, men det i sig selv udløser ikke migrænen. Træning med let til moderat intensitet synes heller ikke, at være den udløsende faktor, men du oplever, at træning med høj intensitet resulterer i migræne.

Forebyggelse er generelt den bedste behandling, så derfor vil jeg anbefale dig at tage et kig på nogle af de faktorer, som potentielt kan medvirke til, at bægeret fyldes. Din mad – spiser du nok, spiser du varieret og spiser du regelmæssigt? Din søvn – sover du nok (7-8 timer) og godt hver nat? Væske – er du velhydreret? Træning – varmer du op eller spænder du mere i nakke og skuldre, når du træner med høj intensitet?

Start med at fokusere på en af faktorerne, så du kan bruge udelukkelsesmetoden. Hvis dette ikke ændrer billedet skal du måske overveje om din migræne ikke er intensitetsrelateret, men i stedet udløses af træningsformen. Prøv eksempelvis at køre en spinningtime med reduceret intensitet. For at svare på dit egentlige spørgsmål, så er det min erfaring, at powerwalk er super effektiv træning. Hop op på et løbebånd og sæt god hældning på båndet eller tag en rygsæk med ekstra vægt i og gå en tur i raskt tempo i kuperet terræn. Jeg anvender powerwalk til alle de mennesker, jeg coacher uanset niveau – for alle kan udfordres med denne træningsform.

Stay strong.

Har du spørgsmål til Chris? Så send det til askchris@bt.dk