Spørgsmål: Jeg er en kvinde på 39 år som meget gerne vil tabe mig. Mit store problem er, at jeg ikke kan motivere mig selv, til at komme ud af døren.

Jeg mangler helt klart en, som står henne på hjørnet (eller banker på min dør) og 'slæber' mig med. Jeg har søgt med lys og lygte, men uden held

Har prøvet at lave en aftale med hunden om at hun skal få 'mor' ud af døren, men det virker heller ikke altid

Hvad gør jeg, for at motivere mig selv??

Mette

Chris MacDonald: Det korte svar er: information, inspiration, strategier herunder beslutningsarkitektur, viljestyrke, gode MOO (mennesker omkring os) og en realistisk tilgang om, at opstarten ikke er nem.

Det kan godt være det bliver sjovt en gang i mellem, men ikke nødvendigvis let. Information og viden er grundlæggende.

Inspiration puster liv i informationen. Læg en specifik plan, så det ikke overlades til tilfældighederne. Forbered dig – læg tøjet frem og tag tidligt af sted, så viljestyrken ikke er tømt.

Gør det sammen med andre – det er lettere at komme ud af døren, når du har en aftale og din hund ikke lokker nok.

Accepter modgang. Nogle dage vil du lave overspringshandlinger, men sørg for at perioden ikke bliver for lang.

Jeg ønsker dig styrke og god træning.

Har du spørgsmål til Chris? Så send det til askchris@bt.dk