Spørgsmål: Jeg har en dejlig søn, 35 år, der ikke kan finde ud af det med vægten. Lige nu er han over 100 kg. Jeg har engang lavet et væddemål om penge og da tabte han sig. Nu er det desværre sådan, at det er som at slå vand på en gås. Han vil ikke tage sig sammen. Jeg fortæller lige så stille, at han har sin familie at tage vare på, og dersom han ikke gør noget, ender han med, at få alle mulige følgesygdomme. Men intet hjælper. Vores anden søn, som er lige modsat – tynd som et siv – siger: Han skal nok først have en forskrækkelse, inden han går i gang. Hvad kan jeg gøre for at få ham til at forstå at det kan ende galt? Han vil ikke lytte til mig eller kæresten.

Med venlig hilsen en meget bekymret mor.

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Jeg tror desværre det er et meget klassisk tilfælde og et typisk dilemma. Mennesker omkring ser udviklingen, som går i den forkerte retning, men personen, som selv skal gøre noget ved det, formår ikke eller vil ikke se udviklingen i øjnene. Derudover er den store udfordring med uhensigtsmæssig livsstil, at der ingen konsekvens er her og nu. Kroppen er nemlig utrolig robust og man kan tillade sig at (mis)bruge den igennem mange år uden, at den giver tilbage eksempelvis i form af sygdom, men på et tidspunkt kan kroppen ikke længere stå imod og ofte vil det resultere i en livsstilsrelateret sygdom og herunder nedsat livskvalitet og generelt velvære. Først her ser mange alvoren i øjnene.

Det er dog vigtigt at huske, at selvom kroppen er robust, så giver den faktisk små hints undervejs, men det er hints, som man har en tendens til at ignorere og negligere som værende ligegyldige. Det kan være nedsat energi, at man bliver småforpustet af ingenting (så undlader, man jo bare at bevæge sig, så undgår man den situation), knæ og andre led brokker sig mm. Så kroppen lader ikke stå til. Den prøver at signalere, men mennesket lader stå til, fordi de små signaler er lettere at overse og ignorere end det store hammerslag over fingrene.

Hvordan hjælper man? Det er der ikke noget enkelt svar på, for det vigtigste element bliver, at din søn selv ønsker at ændre kurs. Uanset hvilken udfordring eller projekt man står over for er en af de vigtigste ting, at man gør det til sit eget. At du, hans kæreste og alle andre ønsker, at han ændrer kurs kan kun hjælpe til en vis grænse. Han skal selv ville det og for at komme til det punkt er information alfa omega. Og informationen skal krydres med inspiration, så at møde andre mennesker, som har været i samme situation og som kan fortælle hvad de fik ud af det og om det var indsatsen værd giver informationen liv. Jeg håber I finder en vej og at din søn får muligheden og finder lysten til at ændre kurs. Stay strong!