Spørgsmål: Hej Chris. Jeg har en svigerfar, som mistede sin elskede hustru gennem mere end 30 år for snart et år siden. Han er nogenlunde igennem nu og har genoptaget sin dagligdag så godt, han kan. Men han er meget ensom, og nogle gange synes min kone og jeg, at han er gået i stå. Vi vil gerne hjælpe ham og besøger ham så tit, vi kan. Det er bare ikke mere end nogle gange om måneden, og de øvrige dage er han meget hjemme og har ikke så stor lyst til at gå ud. Han er 68, men frisk og i god fysisk form, men falder lidt hen nu.

Vi er begge lidt bekymrede for ham, og nu har vi tænkt på, om vi skulle give ham en hund, så han har noget selskab. Men er det en god idé? De venligste hilsner og på forhånd tak, Olsen.

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Din svigerfars situation er desværre ret almindelig. Mange ældre mennesker bliver ramt hårdt, når deres partner dør, og mange bliver ensomme og triste, og det kan være svært for dem at genoptage det sociale liv.

Det kan sagtens være en rigtig god idé med en hund eller et andet kæledyr. Mange undersøgelser viser, at et kæledyr er godt for helbredet, både fysisk og mentalt. Ældre med kæledyr går mindre til læge, de kommer sig hurtigere efter sygdom, de bruger mindre medicin, de er gladere og mindre stressede. Katte og hunde ser ud til at være de kæledyr, som giver størst virkning, men selv en guldfisk kan have en positiv effekt.

Der er mange forklaringer på, at vi reagerer så positivt på dyr. Nogle af de hormoner, som gør os glade og trygge, udløses, når vi har kontakt med et kæledyr. Og så handler det også om, at man betyder noget for nogen og har noget at stå op til. Har man en hund, hjælper de daglige ture også til frisk luft og motion, og ofte får man social kontakt med andre hundeejere, og på den måde kommer man også ud af ensomheden.

Og så er ældre som regel rigtig gode kæledyrsejere, fordi de er meget hjemme og har tid til det sociale behov, som mange dyr, ikke mindst hunde, har.

I skal dog være sikre på, at din svigerfar er ‘ready for it’. Har han selv lyst til at få et kæledyr, tror I? Og så skal I være opmærksomme på, om han må have et der, hvor han bor. I skal også tale med ham om, hvad han har lyst til, og hvad han kan overkomme at passe. Tænk over, om han har lyst til at opdrage en hund helt fra hvalp, eller om I måske snarere sammen med ham skal se efter en voksen hund på et internat? I skal også tænke over økonomien. Men hvis alt det er på plads, er en hund afgjort ‘man’s best friend’.

Fødevarestyrelsen har udgivet en pjece om at være ældre og klar til hund. Den har mange gode råd. Du kan finde den på styrelsens hjemmeside.

Jeg håber, at I finder en løsning, som gør din svigerfar glad og mindre ensom.

Stay strong, stay graceful!