Spørgsmål: Hej Chris, tak for en god brevkasse. Jeg har en dårlig vane eller jeg har faktisk flere, men en af dem, som generer mig mest er min trang til lakrids og chokolade. Jeg har en skuffe på mit kontor, hvor der altid er lidt godter. Det samme er tilfældet herhjemme, men har du nogle gode råd til hvordan jeg bedre kan håndtere det? Venlig hilsen Line

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål og de rosende ord. Det sætter jeg stor pris på. Inden jeg kommer til selve svaret, så vil jeg gerne dele lidt information og inspiration omkring viljestyrke med dig.

Når vi taler om viljestyrke, så drejer det sig både om vores evne til at sige ”nej tak”, men også om at gøre ting, som vi egentlig ikke har lyst til, men som vi burde gøre. Eksempelvis: Vil du gerne løbe en tur? Nej. Burde du? Ja. Alle disse situationer i løbet af en helt normal dag i vores liv tager energi fra vores viljestyrke – som er en begrænset ressource - og nogle dage vil det resultere i at tanken løber tør. Og vi giver efter. Den følelse kender vi vist alle sammen.

Så når det kommer til at minimere indtaget af eksempelvis lakrids og chokolade, så er det første vigtige skridt ikke at have det inden for rækkevidde hele tiden. Så mit første råd ville være: ”Don´t buy it”. Jeg gør det heller ikke. Jeg kan ikke købe to plader chokolade og gemme den ene plade til en anden god dag, for når jeg først er startet er jeg meget svær at stoppe. Så lad i første omgang være med at købe det.

Hvis det ikke lykkes i første omgang, så faldt jeg den anden dag over en reklame for en beholder med en ”timer” på. Med andre ord var det en beholder hvor man kan lægge slik, chokolade eller for den sags skyld smartphonen ned i og derefter lægge låg på beholderen. Herefter indstiller man uret på beholderen, hvorefter låget låses fast og indholdet kan ikke tages ud før tiden udløber.

Da jeg så reklamen tænkte jeg: ”Seriously?!?” Men idéen er sjov og på mange måder i tråd med den moderne udvikling, hvor fristelserne er alle vegne og vi har svært ved at begrænse os midt i al overfloden. Det er ikke en langtidsholdbar løsning, men sjov og vil sikkert virke for nogle personer.

Jeg synes naturligvis, at du skal arbejde med at ændre dine vaner helt grundlæggende ved at lade være med at købe det, hvorved du også med tiden vil skabe et mindre behov og reduceret trang, men den moderne beholder kan måske være en lille finurlig hjælper på den rejse.

Jeg håber det gav dig svar.

Stay strong, stay graceful!