Spørgsmål: Hej Chris, jeg er blevet inspireret af dit U-TURN projekt og vil gerne i gang med at gå. Jeg kan ligeså godt være ærlig. Jeg bevæger mig så lidt som muligt hver dag. Kører i bil, tager elevatoren og bevæger mig generelt for lidt. Jeg er ikke overvægtig, men vil gerne leve et mere aktivt liv. Har du nogle gode råd? Venlig hilsen Hans

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål og godt at høre, at U-TURN har inspireret dig. Det er altid mit håb, at projekter som disse kan sprede ringe i vandet og i denne sammenhæng få andre personer til at foretage deres eget U-TURN i en eller anden grad.

Jeg elsker at gå! Og hvis der ikke var så pokkers store distancer fra mit hjem og hvor jeg skal på arbejde en gang i mellem, så ville jeg altid gå. Men til gengæld går jeg, når det er muligt, til møder og andre aftaler, når det er i København. Det er et fantastisk frirum og giver mig mulighed for at opleve verden omkring mig på en helt anden måde end, når jeg sidder i min bil.

Nå, men tilbage til dit spørgsmål. Jeg ved ikke om din arbejdsplads ligger indenfor gå afstand, men hvis det er muligt, så gå. Alternativt kan du stadig tage bilen og blot parkere bilen lidt væk fra din arbejdsplads og gå resten af vejen. Derudover skal du arbejde med dine vaner, for du tænker sikkert ikke over, at du altid tager elevatoren eller altid søger en løsning, hvor du ikke behøver at bevæge dig. De vaner forsvinder ikke af sig selv, så tag et kig på din hverdag og hvor du kan sætte flere skridt på kontoen.

Start med at købe en skridttæller. Der kan være stor forskel på kvaliteten af deres præcision, men det er et simpelt og effektivt redskab, som kan fungere som ydre motivation og på samme tid hjælpe dig til at øge antallet af skridt. Gå efter minimum 10.000 skridt om dagen. Flere videnskabelige forsøg viser, at du vil læse minimum som værende maksimum. Men jeg synes du skal gå efter minimum 10.000 skridt og gerne mere på de dage, hvor det er muligt.

Hvis du går 2000 skridt i dag, er der et stykke vej til 10.000, så øg progressivt dine skridt. Efter en uge eller to er du måske oppe på 3000-4000 skridt og bliv ved med at øge i takt med, at din bevidsthed og dine vaner ændres.

Når du er kommet godt i gang med at gå i det daglige og måske endda får lyst til at gå en tur selvom der ikke er noget specifikt formål, så kan du også begynde at inkorporere trapper og bakker, for at få mere intensitet på. You might enjoy it…

God fornøjelse med den mere aktive livsstil. Det er måske det mest effektive redskab du har til rådighed i relation til dit velvære, dit humør, din energi, din livskvalitet og dit helbred.

Stay Strong Stay Graceful!