Spørgsmål: Jeg har gennem længere tid været i gang med at tabe mig, og for et par uger siden var der meget fokus på vægttab og nogle myter i de danske medier. Kan du hjælpe mig med at skille skidt fra kanel? Nanna

Chris MacDonald: Den artikel, du refererer til, er det nylige review fra New England Journal of Medicine, som fik meget opmærksomhed fra medierne. Jeg forstår godt, at du er forvirret. Du er nok ikke den eneste. Formidlingen af videnskabelige studier er en svær balancegang, også for mig, for kommunikationen skal være letforståelig og ikke indeholde en masse ”på den ene side og på den anden side”.

Man er ikke uklar, når man taler om forskning og siger på den ene side og på den anden side – det er nuanceret – og det er disse nuancer, som ofte forsvinder, når budskabet skal ud, når langt de fleste ønsker konkrete og klare beskeder.

Det er en svær balancegang for budskabet kan kun blive klart med en klart defineret modtager og ofte er modtagerne en blandet skare af mænd/kvinder, tykke/tynde, unge/gamle, ikke fysisk aktive/eliteatleter, raske/syge osv. Men det er en helt anden debat.

Tilbage til dit spørgsmål. Her er de syv myter, som blev taget op i artiklen:

1) Små, vedvarende ændringer i energiindtag eller energiforbrug vil resultere i langsigtet vægttab. Artiklens konklusion: Forkert

2
) At sætte realistiske målsætninger for vægttabet er vigtigt ellers bliver man frustreret og det ønskede vægttab opnås ikke. Artiklens konklusion: Forkert

3
) Store og hurtige vægttab er sammenlignet med langsigtede vægttab associeret med ringere fastholdelse på den lange bane. Artiklens konklusion: Forkert

4) Når man føler sig ”parat” til at tabe sig, er man mere tilbøjelig til at foretage de nødvendige livsstilsforandringer. Artiklens konklusion: Forkert

5) Idrætstimer, i den nuværende form, spiller en vigtig rolle i forhold til forebyggelse og reduktion i forhold til børns overvægt. Artiklens konklusion: Forkert

6) Amning beskytter mod overvægt. Artiklens konklusion: Forkert

7) Sex forbrænder mellem 100-300 kcal pr. person. Artiklens konklusion: Forkert

Er ovenstående så hele 'sandheden' om vægttab? Naturligvis ikke, men det er heller ikke nødvendigvis forkert, for der findes studier, der viser ovenstående, men der findes også studier, som viser det modsatte eller som viser, at der ikke er forskel. Udfordringen opstår, når man begynder at sammenligne æbler med pærer, for selvom de befinder sig i samme kategori, så er der forskel.

Der er med andre ord mange ukendte faktorer, eksempelvis hvad er et hurtigt vægttab – 1 uge eller 3 måneder? Hvad er et langsomt vægttab – 1 år eller 5 år? Og begge dele skal vel ses i lyset af, hvor stort et vægttab vi taler om – 5 kg eller 50 kg? Hvordan skabes vægttabet – suppe/pulverkur eller reel livsstilsændring? Så hvordan skal jeg hjælpe dig med at skille skidt fra kanel? (Det er for resten et sjovt dansk udtryk, som jeg måtte slå op, før jeg forstod det).

Jeg mener, at vægttab skal skabes på grundlag af nogle basale elementer, som i 'best case' fører til varige livsstilsændringer, og som i 'worst case' bare bliver til erfaring for en tid.

- Daglig fysisk aktivitet – brug så ofte og så meget som muligt din krop, som transportmiddel. Minimer tiden siddende og tiden med fire hjul og/eller et rat.

- Træning – kredsløb-, styrke- og balancetræning i prioriteret rækkefølge.

- Kost – spis naturlig mad. Undgå mad, som indeholder ingredienser, du ikke kan udtale eller som kan holde sig i flere uger uden at gå til. Minimer indtaget af forarbejdede fødevarer, sukker og salt.

- Søvn – de fleste har brug for omkring 8 timers søvn, hvilket betyder ca. 8,5 timer i sengen hver nat.

Og så siger du sikkert: ”Jamen…”, og mit svar er følgende. Den præcise dosis afhænger af dig og dit udgangspunkt – både det fysiske og mentale udgangspunkt, men også ressourcerne omkring dig. Eksempelvis hvis hurtige resultater motiverer dig, så skal dosis sættes derefter eller hvis du er til langsomme forandringer sættes dosis derefter.

Undgå for alt i verden, at dette personlige ansvar i relation til at fastsætte dosis, forsvinder i en stor bunke af ”dårlige” undskyldninger. I så fald er det tid til at indse, at du har brug for en hjælpende hånd udefra, og det er helt ok. Faktisk mere end ok – det er bedre end at lukke øjnene for realiteterne. Jeg håber, det gav dig svar og skilte lidt skidt fra kanel. Stay strong!