Spørgsmål: Hej Chris, tak for en god brevkasse. Jeg er alene mor med 2 dejlige børn, men jeg synes det er svært at nå det hele – særligt den sunde mad og derfor bliver det oftere end jeg har lyst til en hurtig og usund løsning. Har du nogle gode idéer til en travl mor, som gerne vil servere god og sund mad for sine børn og sig selv? Jeg håber du har tid til at svare. Bedste hilsner Trine

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål.  Tid er uden tvivl en mangelvare i mange danske hjem anno 2014 og det koster ofte på en eller flere konti i vores liv. I dit tilfælde er du nødt til at gå på kompromis med maden, selvom du gerne vil give dig selv og dine børn god ernæring.

Der er forskellige muligheder for at omgås den manglende den tid og herunder er nogle af dem. Du kan måske også finde inspiration hos familier i din omgangskreds, som har gjort sig nogle gode erfaringer.

  • Få maden bragt til døren: Dette indebærer naturligvis et økonomisk perspektiv og mange er presset på økonomi, som på tid. Men hvis det er økonomisk muligt er der flere forskellige udbydere, som leverer råvarer til døren eksempelvis Årstiderne, hvor du kan bestille enten råvarer eller måltidskasser. Det sparer tid og andre har gjort sig tanker om madens sammensætning, så du skal bare fokusere på at tilberede det.
  • Lav en madplan og køb ind en gang om ugen: Brug 30-60 min hver uge på at søge efter sunde opskrifter på nettet eller køb et par kogebøger, som du kan finde inspiration i. Vælg syv måltider og lav en indkøbsliste ud fra disse. Sørg så for at handle stort ind, så du ikke skal handle ind hver dag.
  • Sørg for at have konserves i køkkenskabet: Det kan være en god idé at fylde dit skab med tørvarer i form af quinoa, bulgur, speltkerner, bønner mm en gang om måneden, men nogle dage har du bare ikke tid til at lægge i blød og koge, så sørg også for at købe eksempelvis bønner på dåse til de dage, hvor det skal gå lidt hurtigere.
  • Lav mad til fryseren: Prøv eventuelt at indføre en dag om ugen eller om måneden, hvor du og dine børn laver mad til fryseren. Sørg for at have god tid til det, så I kan hygge om madlavningen.
  • Snup et sundt alternativ: Uanset hvor godt du forbereder dig, vil der være dage, hvor det glipper med den sunde hjemmelavede mad og hvor take away er den eneste løsning, men stræb efter sunde alternativer. En hurtig løsning på madfronten er ikke nødvendigvis lig med friturestegt mad.

Jeg håber, det gav dig lidt inspiration. Jeg ved, at det kan være en stor udfordring at få tid til det hele, men jeg har også en stærk tro på, at hvis man træner sin evne til at planlægge disse tig, bliver det lettere med tiden.

Stay strong, stay graceful!