Spørgsmål: Hej Chris, er der nogen sammenhæng mellem sved og go´ form. Jeg har hørt, at hvis man sveder meget, er det tegn på go´ form. Jeg spinner blandt andet og sidder ofte ved siden af en ældre kraftig dame. Hun sveder, i modsætning til mig, virkelig meget. Jeg er sikker på, at min form er betydelig bedre end hendes. Er der nogen forklaring på mit spørgsmål? Vh. Mogens Rasmussen - PS. Tak for en udmærket brevkasse!

Chris MacDonald: Tak for dit spørgsmål. Inden jeg kommer til dit spørgsmål vil jeg gerne forklare lidt om menneskets evne til at regulere kropstemperaturen. Vores kropstemperatur er nogenlunde konstant uafhængig af temperaturen i omgivelserne for den menneskelige krop kan nemlig termoregulere ved at afgive varme eller skabe varme. Når vi skal af med overskydende varme har kroppen forskellige muligheder:

  • Varmeoverførsel, som foregår ved direkte kontakt mellem overflader af forskellig temperatur
  • Konvektionsudveksling, som foregår, når der strømmer luft over huden
  • Varmeudveksling ved stråling, som foregår når forskellen på menneskets overflade temperatur og overfladetemperaturen på flader og genstande i omgivelserne er forskellig
  • Fordampning, som foregår fra lungerne og huden

Den overordnede regulering af kropstemperaturen finder sted i hjernen i et center kaldet hypothalamus. Hjernen modtager ændringer i kropstemperaturen fra blodet, fra andre områder i hjernen, fra kropskernen og fra termoreceptorer i huden.

Når du træner, stiger kropstemperaturen og når træningen foregår indendørs sker den primære temperaturregulering via fordampning – sved – så kropstemperaturen ikke stiger uhensigtsmæssigt meget. Det er korrekt, at der er i flere studier er fundet, at i takt med en forbedret fysisk form udvikles svedkirtlernes følsomhed og sekretion. De fleste vil opleve, at deres svedproduktion stiger i takt med forbedret fysisk form, men den absolutte mængde sved siger intet om den fysiske form. Forskningen tyder blot på, at man sveder mere (relativt til udgangspunktet), jo bedre form man kommer i.

Og nu til dit spørgsmål. Først og fremmest vil jeg anbefale dig at fokusere på din egen svedproduktion og ikke andres. Har du oplevet, at du sveder mere end da du startede med at træne? Hold fokus på din egen udvikling og sammenlign ikke med andre, for I er forskellige individer og har dermed også forskelligt udgangspunkt.

Med det sagt så kan der være andre årsager til forskellen. 1) Jeres hydreringsniveau kan være forskelligt inden I påbegynder træningen. Er du måske ikke så god til at få drukket væske i løbet af dagen er du måske i væskeunderskud og kroppen vil holde lidt bedre fast på væsken under træningen, 2) der kan være genetiske forskelle og 3) forskellige sygdomme eller tilstande kan også påvirke svedproduktionen.

Det er svært at sige hvorfor din sidemakker sveder mere end dig, men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at hun er i bedre form end dig. Mit råd til dig er: Hold fokus på dig selv. Kan du mærke, at du kommer i bedre form? Og får du det ud af din træning, som du kommer efter? Så lad være med at bruge energi og tid på at sammenligne dig selv med andre, når det gælder svedproduktion og andre parametre.

Jeg håber det gav dig svar. Fortsat god træning.

Stay strong, stay graceful!