Spørgsmål: Hej Chris, tak for en god brevkasse. Jeg håber du vil tage mit spørgsmål op. I forbindelse med dit seneste Tv-program lagde du meget vægt på gang, som motionsform og den anden dag så jeg, at nogle forskere havde fundet fordele ved gang. Ved du hvad jeg tænker på? Jeg er meget interesseret i at vide mere om det, da min mor har type 2 diabetes, så håber du kan hjælpe. På forhånd tak. Stine

Chris MacDonald: Hej Stine, jeg er glad for, at du kan lide brevkassen og tak for dit spørgsmål. I den forgangne uge har der været omtalt forskningsresultater med diabetes patienter og gang – mere præcist intervalgang – og resultaterne kommer fra forskere i Danmark. Måske er det dem, du har i tankerne…?

Kort fortalt så forløb studiet over fire måneder, hvor forsøgspersonerne – som alle havde type 2 diabetes – blev fordelt i tre grupper. 1) kontrolgruppe, 2) en gruppe som fik et træningsprogram, hvor ganghastigheden var den samme hele tiden og 3) en gruppe som fulgte et træningsprogram med tre minutter hurtig gang efterfulgt af tre minutter langsommere gang i 60 minutter (intervalgang). I alt fem gange om ugen. I dette studie fandt forskerne, at intervalgangen var associeret med flere positive effekter sammenlignet med de to andre grupper. Diabetikerne som gik intervalgang øgede deres maksimale iltoptagelse (kondital) med 16 procent, de tabte sig og reducerede mængden af fedt omkring vitale organer og forbedrede deres evne til at regulere blodsukker – som er særligt essentielt for diabetespatienter.

Jeg synes det er fantastisk, at man forskningsmæssigt sætter fokus på gang, som træningsform. Gang er let tilgængeligt og nemt at komme i gang med, for det kræver ikke alverdens udstyr mm. I studiet kunne forskerne ligeledes måle, at forsøgspersonerne var gode til at holde sig til programmet, hvilket kunne indikere, at de kunne overskue træningsformen og dermed fik det gjort. Hvis din mor gerne vil gøre sig et forsøg med denne træningsform, så findes der, så vidt jeg er orienteret en App, som kan downloades til iPhone og også Android. I kan læse mere på www.interwalk.dk.

I sommers var der en anden dansk forskningsgruppe, som viste, at fodbold sænkede blodtrykket hos mænd og på samme tid havde positiv effekt på sundhedsprofilen hos personer med type 2 diabetes. Fodbold er kendetegnet ved forskellige temposkift og ikke kontinuerlig intensitet.

Disse resultater kan indikere, der ikke er en rigtig måde at træne på, men det lader til, at der er en ekstra sundhedsmæssig gevinst, hvis man formår at skifte mellem lav intensitet og moderat/hård intensitet. Træningsformen er formentlig mindre relevant og her er det vigtigste at vælge noget, som man får gjort. Husk at respektere det fysiske udgangspunkt, at arbejde med at udviklingen af fysiske kompetencer og holde fokus på egen udvikling.

Der er efterhånden så meget evidens på området, at vi ikke længere bare kan kigge den anden vej. Fysisk aktivitet er på mange måder effektiv forebyggelse og behandling af diverse livsstilssygdomme og vi bør tage det mere seriøst. Jeg håber din mor og du kunne bruge svaret og ønsker jer alt det bedste i fremtiden.

Stay strong, stay graceful!