Mange af os lever livet i overhalingsbanen. Vi trykker speederen i bund både på arbejdspladsen og i privatlivet, men det kan have alvorlige konsekvenser for vi kan klare mere, end vi kan tåle!

Go, go, go... Det er lyden af den indre stemme, som gennem historie har sørget for, at fortidens mænd og kvinder ikke stillede sig tilfredse med livet i hulen, men som fik dem op og ud i livet for at samle og jage, så de kunne få mad på bordet og overleve. Den stemme – eller rettere det instinkt – findes stadig i os, og er på mange måder med til at få os ud af starthullerne og sætte gang i en masse konstruktive og gode handlinger. Men i en moderne verden kan instinktet også føre dig ud på en tresporet motorvej.

Ved du ikke, hvilken afkørsel du skal dreje af ved, kan det hurtigt blive en overvældende oplevelse. Forestil dig, at du kommer kørende på en motorvej. Du lægger lidt forsigtigt ud i den inderste bane. Forsøger bare at følge tempoet uden at gøre væsen af dig. Efter et stykke tid bliver det lidt trivielt, og du bevæger dig ud i det midterste spor – det er kun godt – men mere vil have mere. Inden du ser dig om, befinder du dig i det yderste spor med foden tungt på speederen uden hensynstagen til fartgrænser, din planlagte afkørsel eller andre bilister. Du kører helt op i bagenden på bilen foran, og blinker med lyset, så du kan komme hurtigt videre.

Billedlig talt er dette på mange måder det moderne liv. Vi kommer sjældent ret langt, hvis ikke vi placerer foden på speederen en gang imellem. Jeg er lige dele stolt af og ydmyg over, hvor mit tempo og min motorvej har ført mig hen. Men i dele af mit liv, har jeg befundet mig i det yderste spor med ’Go, go, go’-stemmen for fuld udblæsning, og har nærmest måttet lade mig bugsere ind i nødsporet med hjælp og støtte fra mine nærmeste.

Kunsten er at kunne trække ind i den inderste bane inden, vi kommer på afveje. Det er på ingen måde let at regulere tempoet. For hvem har modet til at sænke farten, når alt og alle kører med speederen i bund? Men jeg lover dig, at det er det værd – og det er en uvurderlig gave til de kommende generationer.

Vi mennesker kan holde til meget, du kender måske udtrykket: ’What doesn´t kill you, makes you stronger’, men det er de færreste, som kan holde til at køre et helt liv i yderste bane. Jeg vil gerne tilføje denne dimension til udtrykket: ’What doesn´t kill you, can seriously f*** up your life and wellbeing’. Undskyld sproget – men vi skal acceptere, at vi har grænser. Og vi skal minde os selv om, at vi kan klare mere, end vi kan tåle.

Stay strong, stay graceful!


Go, go, go... Det er lyden af den indre stemme, som gennem historie har sørget for, at fortidens mænd og kvinder ikke stillede sig tilfredse med livet i hulen, men som fik dem op og ud i livet for at samle og jage, så de kunne få mad på bordet og overleve. Den stemme – eller rettere det instinkt – findes stadig i os, og er på mange måder med til at få os ud af starthullerne og sætte gang i en masse konstruktive og gode handlinger. Men i en moderne verden kan instinktet også føre dig ud på en tresporet motorvej.

Ved du ikke, hvilken afkørsel du skal dreje af ved, kan det hurtigt blive en overvældende oplevelse. Forestil dig, at du kommer kørende på en motorvej. Du lægger lidt forsigtigt ud i den inderste bane. Forsøger bare at følge tempoet uden at gøre væsen af dig. Efter et stykke tid bliver det lidt trivielt, og du bevæger dig ud i det midterste spor – det er kun godt – men mere vil have mere. Inden du ser dig om, befinder du dig i det yderste spor med foden tungt på speederen uden hensynstagen til fartgrænser, din planlagte afkørsel eller andre bilister. Du kører helt op i bagenden på bilen foran, og blinker med lyset, så du kan komme hurtigt videre.

Billedlig talt er dette på mange måder det moderne liv. Vi kommer sjældent ret langt, hvis ikke vi placerer foden på speederen en gang imellem. Jeg er lige dele stolt af og ydmyg over, hvor mit tempo og min motorvej har ført mig hen. Men i dele af mit liv, har jeg befundet mig i det yderste spor med ’Go, go, go’-stemmen for fuld udblæsning, og har nærmest måttet lade mig bugsere ind i nødsporet med hjælp og støtte fra mine nærmeste.

Kunsten er at kunne trække ind i den inderste bane inden, vi kommer på afveje. Det er på ingen måde let at regulere tempoet. For hvem har modet til at sænke farten, når alt og alle kører med speederen i bund? Men jeg lover dig, at det er det værd – og det er en uvurderlig gave til de kommende generationer.

Vi mennesker kan holde til meget, du kender måske udtrykket: ’What doesn´t kill you, makes you stronger’, men det er de færreste, som kan holde til at køre et helt liv i yderste bane. Jeg vil gerne tilføje denne dimension til udtrykket: ’What doesn´t kill you, can seriously f*** up your life and wellbeing’. Undskyld sproget – men vi skal acceptere, at vi har grænser. Og vi skal minde os selv om, at vi kan klare mere, end vi kan tåle.

Stay strong, stay graceful!