Læs Chris' klumme, som denne gang sætter fokus på i hvor høj en grad vi er blevet afhængige af diverse skærme i hverdagen, og hvor skadeligt det faktisk er.
Det sker, at jeg holder fri fra alle skærme, men jeg skal tage mig sammen for at gøre det, for lige som alle andre har jeg vænnet mig til, at min smartphone, mit tv og min computer er uundværlige. Jeg er altid “på”.
Når jeg slukker, bliver jeg overrasket og ærlig talt også lidt scared over, hvor svært det er, og hvor tit jeg griber mig selv i lige at ville tjekke, hvad der sker online eller på tv. Og det fortæller mig, at vi har gang i en form for afhængighed, som vi skal tage alvorligt.
Jeg er forsigtig med et ord som afhængighed, for det er ikke det samme at være hooked på sin smartphone som at være afhængig af kokain eller alkohol, hvor der er en helt fysisk afhængighed. Men muligheden for at være online konstant og for hele tiden at opdage noget nyt kidnapper den funktion i hjernen, som nogle forskere kalder vores seeking-system.
Det er et system, som får vores hjerne til at scanne omgivelserne for nye indtryk og oplysninger. Det foregår i en slags loop, hvor vi søger, finder og får en stor tilfredsstillelse ved det, som giver os lyst til at søge endnu mere, vi bliver tilfredse igen og søger videre osv. Den nysgerrighed har udviklet menneskeheden og gjort det muligt for os at overleve fra ørkener til polaregne.
I det miljø, som vi er udviklet til - et liv i naturen - er der et begrænset antal nye informationer, som hjernen skal beskæftige sig med, f.eks. vejret, spor efter dyr - kan de spises, eller vil de spise os? - gode steder at søge ly, træ til brænde og byggemateriale osv. Og det meste handler om overlevelse.
Men i vores moderne verden er der altid nyt at finde. Nye opdateringer på Facebook, nye oplysninger, ny viden, nye videoer, nye muligheder. Og vores hjerne elsker det. Den del af hjernen styres af dopamin, som er ekstremt afhængighedsskabende. Dopamin er stærkere end opium, og vores seeking-system er stærkere end vores nydelsescenter. Vi er i den grad programmeret til at søge nyt, og vi har svært ved at stoppe.
Jeg kan godt blive bekymret for, hvad det gør ved os, at vi i stigende grad sidder klistret til skærme og stimulerer vores seeking-system alt imens vi ignorerer både andre mennesker og vores egne behov som f.eks. fysisk aktivitet og en god nats søvn. Jeg har læst, at en af de hyppigste skader på vores smartphones er at tabe den i toilettet! Ikke engang der kan vi undvære den.
Hvad betyder det for vores fysiske trivsel og for vores mentale, at vi hele tiden er bange for at gå glip af noget og derfor har svært ved at være 100 pct. opmærksomme på andre og at være til stede her og nu? Hvad gør det, at vi i endnu højere grad kan klare alt fra en stol eller en seng uden at bevæge andet end fingrene på tastaturet? Hvad betyder det for vores børn, at mange udvikler en adfærd, som minder om ADHD, fordi de ikke kan koncentrere sig i skolen, men hellere vil tjekke Facebook og snapchat? Og hvad betyder det for vores familieliv, at vi sidder med hver vores skærm og hver vores sociale online-vennekreds i stedet for at foretage os noget fælles?
Kan vi overhovedet finde ud af at være sammen uden at blive distraheret af alle mulighederne på vores skærme? Kan vi finde ud af at være alene uden?
Jeg taler ikke for at smide skærmene ud. Jeg elsker min smartphone, internettet og de mange fremskridt og muligheder, den digitale udvikling har betydet. Men det er vigtigt, at vi generobrer kontrollen med vores hjernes evige trang til at søge nyt. Og det kræver, at vi lægger nogle begrænsninger på os selv, for langt de færreste kan rent faktisk styre det.
Derfor er min juleudfordring til jer: Kan I klare jer gennem en jul eller bare ét døgn i familien uden at have en skærm tændt? Og hvis det viser sig, at svaret er nej - hvad vil I så gøre ved det?
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Det sker, at jeg holder fri fra alle skærme, men jeg skal tage mig sammen for at gøre det, for lige som alle andre har jeg vænnet mig til, at min smartphone, mit tv og min computer er uundværlige. Jeg er altid “på”.
Når jeg slukker, bliver jeg overrasket og ærlig talt også lidt scared over, hvor svært det er, og hvor tit jeg griber mig selv i lige at ville tjekke, hvad der sker online eller på tv. Og det fortæller mig, at vi har gang i en form for afhængighed, som vi skal tage alvorligt.
Jeg er forsigtig med et ord som afhængighed, for det er ikke det samme at være hooked på sin smartphone som at være afhængig af kokain eller alkohol, hvor der er en helt fysisk afhængighed. Men muligheden for at være online konstant og for hele tiden at opdage noget nyt kidnapper den funktion i hjernen, som nogle forskere kalder vores seeking-system.
Det er et system, som får vores hjerne til at scanne omgivelserne for nye indtryk og oplysninger. Det foregår i en slags loop, hvor vi søger, finder og får en stor tilfredsstillelse ved det, som giver os lyst til at søge endnu mere, vi bliver tilfredse igen og søger videre osv. Den nysgerrighed har udviklet menneskeheden og gjort det muligt for os at overleve fra ørkener til polaregne.
I det miljø, som vi er udviklet til - et liv i naturen - er der et begrænset antal nye informationer, som hjernen skal beskæftige sig med, f.eks. vejret, spor efter dyr - kan de spises, eller vil de spise os? - gode steder at søge ly, træ til brænde og byggemateriale osv. Og det meste handler om overlevelse.
Men i vores moderne verden er der altid nyt at finde. Nye opdateringer på Facebook, nye oplysninger, ny viden, nye videoer, nye muligheder. Og vores hjerne elsker det. Den del af hjernen styres af dopamin, som er ekstremt afhængighedsskabende. Dopamin er stærkere end opium, og vores seeking-system er stærkere end vores nydelsescenter. Vi er i den grad programmeret til at søge nyt, og vi har svært ved at stoppe.
Jeg kan godt blive bekymret for, hvad det gør ved os, at vi i stigende grad sidder klistret til skærme og stimulerer vores seeking-system alt imens vi ignorerer både andre mennesker og vores egne behov som f.eks. fysisk aktivitet og en god nats søvn. Jeg har læst, at en af de hyppigste skader på vores smartphones er at tabe den i toilettet! Ikke engang der kan vi undvære den.
Hvad betyder det for vores fysiske trivsel og for vores mentale, at vi hele tiden er bange for at gå glip af noget og derfor har svært ved at være 100 pct. opmærksomme på andre og at være til stede her og nu? Hvad gør det, at vi i endnu højere grad kan klare alt fra en stol eller en seng uden at bevæge andet end fingrene på tastaturet? Hvad betyder det for vores børn, at mange udvikler en adfærd, som minder om ADHD, fordi de ikke kan koncentrere sig i skolen, men hellere vil tjekke Facebook og snapchat? Og hvad betyder det for vores familieliv, at vi sidder med hver vores skærm og hver vores sociale online-vennekreds i stedet for at foretage os noget fælles?
Kan vi overhovedet finde ud af at være sammen uden at blive distraheret af alle mulighederne på vores skærme? Kan vi finde ud af at være alene uden?
Jeg taler ikke for at smide skærmene ud. Jeg elsker min smartphone, internettet og de mange fremskridt og muligheder, den digitale udvikling har betydet. Men det er vigtigt, at vi generobrer kontrollen med vores hjernes evige trang til at søge nyt. Og det kræver, at vi lægger nogle begrænsninger på os selv, for langt de færreste kan rent faktisk styre det.
Derfor er min juleudfordring til jer: Kan I klare jer gennem en jul eller bare ét døgn i familien uden at have en skærm tændt? Og hvis det viser sig, at svaret er nej - hvad vil I så gøre ved det?
