I ugens klumme har Chris MacDonald fokus på usunde kropsidealer og hvorfor vi bør elske kroppen som den er.
Jeg har været syg i nogle dage. I sådan en situation er det let at blive irriteret på sin krop. Alt det den ikke kan, alt det der er galt med den.
Vi lever i en tid, hvor kroppen skal være perfekt, ellers dur den ikke. Vi er omgivet af perfekte kroppe i reklamerne og medierne, og industrien omkring vores skønhedsidealer er en af verdens største. F.eks. sælger kosmetikindustrien for mere end 550 milliarder kroner om året – i Europa alene.
Det er på sin vis naturligt nok. Vi har alle brug for opmærksomhed, og vi tiltrækkes af skønhed. Men vi er alligevel helt ’off track’. Vi har skabt et skønhedsideal, som er uopnåeligt. Og i jagten på det perfekte udsætter vi vores krop for bizarre kure og behandlinger, som hverken gør os lykkeligere eller rykker os tættere på den perfekte krop.
Det er trist, for kroppen er et mirakel. Den er den mest avancerede computer, du nogensinde kommer i kontakt med. Hver eneste celle i din krop kæmper for at holde dig sund og rask og i live hvert eneste sekund, døgnet rundt, året rundt. 99 pct. af det foregår, uden at du overhovedet behøver at tænke over det. Det er fuldstændig ’amazing’, hvad kroppen kan gøre, men vi glemmer at værdsætte den. Vi fokuserer kun på det, som ikke fungerer.
Vi burde elske vores krop og alt det den gør for os. Elske at vi kan mærke det varme sand under fødderne en sommerdag. At vi kan danse – vi mennesker er formentlig de eneste skabninger, der fødes med rytmesans. At vi kan nyde et måltid. At vores krop kan skabe nyt liv. Vi tager det for givet, men alle burde prøve bare én dag at dele skæbne med nogle af de mennesker, som ikke er så heldige at have alle kroppens funktioner i behold. Så opdager man, hvad kroppen er værd.
Udfordringen er, at hvis du ikke værdsætter kroppen, er der større risiko for, at du heller ikke tager den alvorligt og respekterer dens behov. Så kommer du til at benytte dig af ’quick fixes’, der ikke er holdbare.
Jeg siger ikke, at du skal lade stå til. Men du skal være ven med din krop. Vi er tolerante over for gode venners småfejl og mangler. Vi tilgiver, og vi passer godt på vores venner. Du bør elske din krop på samme måde. Har du svært ved det, bør du i det mindste respektere den. For også i det her tilfælde passer ordene fra Joni Mitchells sang: »You don’t know what you’ve got till it’s gone«.
Stay strong, stay graceful!
Jeg har været syg i nogle dage. I sådan en situation er det let at blive irriteret på sin krop. Alt det den ikke kan, alt det der er galt med den.
Vi lever i en tid, hvor kroppen skal være perfekt, ellers dur den ikke. Vi er omgivet af perfekte kroppe i reklamerne og medierne, og industrien omkring vores skønhedsidealer er en af verdens største. F.eks. sælger kosmetikindustrien for mere end 550 milliarder kroner om året – i Europa alene.
Det er på sin vis naturligt nok. Vi har alle brug for opmærksomhed, og vi tiltrækkes af skønhed. Men vi er alligevel helt ’off track’. Vi har skabt et skønhedsideal, som er uopnåeligt. Og i jagten på det perfekte udsætter vi vores krop for bizarre kure og behandlinger, som hverken gør os lykkeligere eller rykker os tættere på den perfekte krop.
Det er trist, for kroppen er et mirakel. Den er den mest avancerede computer, du nogensinde kommer i kontakt med. Hver eneste celle i din krop kæmper for at holde dig sund og rask og i live hvert eneste sekund, døgnet rundt, året rundt. 99 pct. af det foregår, uden at du overhovedet behøver at tænke over det. Det er fuldstændig ’amazing’, hvad kroppen kan gøre, men vi glemmer at værdsætte den. Vi fokuserer kun på det, som ikke fungerer.
Vi burde elske vores krop og alt det den gør for os. Elske at vi kan mærke det varme sand under fødderne en sommerdag. At vi kan danse – vi mennesker er formentlig de eneste skabninger, der fødes med rytmesans. At vi kan nyde et måltid. At vores krop kan skabe nyt liv. Vi tager det for givet, men alle burde prøve bare én dag at dele skæbne med nogle af de mennesker, som ikke er så heldige at have alle kroppens funktioner i behold. Så opdager man, hvad kroppen er værd.
Udfordringen er, at hvis du ikke værdsætter kroppen, er der større risiko for, at du heller ikke tager den alvorligt og respekterer dens behov. Så kommer du til at benytte dig af ’quick fixes’, der ikke er holdbare.
Jeg siger ikke, at du skal lade stå til. Men du skal være ven med din krop. Vi er tolerante over for gode venners småfejl og mangler. Vi tilgiver, og vi passer godt på vores venner. Du bør elske din krop på samme måde. Har du svært ved det, bør du i det mindste respektere den. For også i det her tilfælde passer ordene fra Joni Mitchells sang: »You don’t know what you’ve got till it’s gone«.
Stay strong, stay graceful!
