Læs Chris’ klumme, som denne gang sætter fokus på, hvordan støtte fra familie og venner gør det nemmere at nå de mål du har sat dig for.
Jeg savner min far - at han er lige her ved siden af mig og hans stemme. Men mest af alt savner jeg ham for den dybe, ubetingede tillid til mig og interesse i, hvad jeg foretog mig. Den har været en uvurderlig støtte undervejs.
Jeg kommer ikke fra en familie, hvor vi naturligt gik og heppede på hinanden. Tværtimod kan jeg ikke huske ét tidspunkt, hvor der ikke var en af os, som havde et eller andet tungt at kæmpe mod, og min mor havde sine problemer med depression.
Men når det handlede om at være der for hinanden og støtte hinanden, var der aldrig tvivl. Selv da det viste sig, at mine mål var langt fra, hvad min familie normalt stod for - konkurrencesport var ikke en del af min families kultur - blev mine mål og drømme respekteret og bakket op. Betingelsesløst.
Hele familien har altså støttet mig, men min fars støtte var something really special. Han besad en sjælden evne til at sætte sig ind i mine tanker og ægte nysgerrigt spørge mig om, hvordan det gik. Det var ikke rutinespørgsmål, han var levende interesseret, og han fulgte med i mit liv. Og hvis han stillede spørgsmål til noget, var det ikke udfordrende eller nedladende, du ved, på den der ‘are you sure this is a good idea? Really?’-måde. Det var ægte og indlevende uden at dømme.
Hans tillid til mig og mine valg betød mere, end jeg kan sige. Det samme gjorde den tid og dybe og ægte interesse, han investerede i mig og mine projekter. Det var hans måde at fortælle mig, at hvis det var vigtigt for mig, så var det vigtigt.
Det betød ikke, at han ikke stillede mig til ansvar, hvis jeg i et anfald af mismod slækkede på mine drømme eller mål. Så fik hans indsigtsfulde spørgsmål mig til at indse, at jeg var på vej i forkert retning.
Det er gået op for mig, hvor sjælden og vigtig lige præcis den slags støtte er. At et andet menneske interesserer sig ægte og dybt for, hvad du tænker, ønsker og vil. Vi tager hinanden for givet, og vi tror, at vi kender hinanden. Men vi ændrer os, og det samme gør vores drømme og mål.
Det er den allerstærkeste støtte, du kan give et andet menneske at interessere dig for, hvad de gør - uden at være fordømmende. Hvornår har du sidst fordybet dig i, hvordan dine børn, din ægtefælle, din bedste ven eller dine forældre har det lige nu? Og vist dem, at det også betyder noget for dig? Det er så meget vigtigere end et overfladisk ‘ja, du er dygtig’, mens du har mere travlt med den seneste besked på din smartphone.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Jeg savner min far - at han er lige her ved siden af mig og hans stemme. Men mest af alt savner jeg ham for den dybe, ubetingede tillid til mig og interesse i, hvad jeg foretog mig. Den har været en uvurderlig støtte undervejs.
Jeg kommer ikke fra en familie, hvor vi naturligt gik og heppede på hinanden. Tværtimod kan jeg ikke huske ét tidspunkt, hvor der ikke var en af os, som havde et eller andet tungt at kæmpe mod, og min mor havde sine problemer med depression.
Men når det handlede om at være der for hinanden og støtte hinanden, var der aldrig tvivl. Selv da det viste sig, at mine mål var langt fra, hvad min familie normalt stod for - konkurrencesport var ikke en del af min families kultur - blev mine mål og drømme respekteret og bakket op. Betingelsesløst.
Hele familien har altså støttet mig, men min fars støtte var something really special. Han besad en sjælden evne til at sætte sig ind i mine tanker og ægte nysgerrigt spørge mig om, hvordan det gik. Det var ikke rutinespørgsmål, han var levende interesseret, og han fulgte med i mit liv. Og hvis han stillede spørgsmål til noget, var det ikke udfordrende eller nedladende, du ved, på den der ‘are you sure this is a good idea? Really?’-måde. Det var ægte og indlevende uden at dømme.
Hans tillid til mig og mine valg betød mere, end jeg kan sige. Det samme gjorde den tid og dybe og ægte interesse, han investerede i mig og mine projekter. Det var hans måde at fortælle mig, at hvis det var vigtigt for mig, så var det vigtigt.
Det betød ikke, at han ikke stillede mig til ansvar, hvis jeg i et anfald af mismod slækkede på mine drømme eller mål. Så fik hans indsigtsfulde spørgsmål mig til at indse, at jeg var på vej i forkert retning.
Det er gået op for mig, hvor sjælden og vigtig lige præcis den slags støtte er. At et andet menneske interesserer sig ægte og dybt for, hvad du tænker, ønsker og vil. Vi tager hinanden for givet, og vi tror, at vi kender hinanden. Men vi ændrer os, og det samme gør vores drømme og mål.
Det er den allerstærkeste støtte, du kan give et andet menneske at interessere dig for, hvad de gør - uden at være fordømmende. Hvornår har du sidst fordybet dig i, hvordan dine børn, din ægtefælle, din bedste ven eller dine forældre har det lige nu? Og vist dem, at det også betyder noget for dig? Det er så meget vigtigere end et overfladisk ‘ja, du er dygtig’, mens du har mere travlt med den seneste besked på din smartphone.
