Chris MacDonald sætter i denne uges klumme fokus på, hvor vigtigt det er for vores helbred, at vi lærer at acceptere os selv, som vi er.
Uanset hvor vi kigger hen i vores verden, står vi ansigt til ansigt med det perfekte. Medierne er fyldt med fotos af mennesker, der har den rigtige alder, den rigtige hud, den rigtige skikkelse. Der er smukke mennesker ’all over the place’.
Vi ser flere smukke mennesker på én dag, end vores oldeforældre så i et helt liv. Og i de 99,9 procent af menneskehedens historie, hvor vi var jæger-samlere og levede i små grupper, var perfektion en uhyre sjældenhed.
I dag bliver vi vænnet til at tro, at skønhed er almindelig, og hvis vi ikke er smukke, så er det os, der er unormale.
Når vi ser en aldrende, uperfekt krop, er det i vores ensomhed foran spejlet. I medierne er det nærmest fraværende, og selv pakker vi os ind, så vi skjuler det, vi opfatter som fejl.
Tidligere generationer havde også skønhedsidealer. Det har altid fulgt menneskeheden, vi kan ikke lade være. Men vores forfædre var i højere grad bevidst om, at det var et ideal, og at mennesker sjældent kunne leve op til det. De var omgivet af mennesker, som var uperfekte - ganske som de selv var, og som de fleste af os er i dag, men nu tror vi, at vi er unormale, og vi skammer os og bruger globalt milliarder på at købe ting, der kan få os til at leve op til idealerne.
På den baggrund ved jeg godt, at det er let for mig at sige, at du skal lære at acceptere dig selv. Men der er ingen anden vej.
I vores samfund tror vi på, at der altid er en løsning, et quick fix som, hvis vi bare tager os sammen eller har penge nok, kan ændre tingene og gøre os lykkelige. Men nogle ting kan ikke løses. Hvis du er lav, er der ikke noget, der kan gøre dig høj. Hvis du er genetisk disponeret for at være tynd, kan du muligvis tage lidt på, men du kommer ikke til at fylde ud som en Marilyn Monroe eller Arnold Schwarzenegger. Der er ikke anden vej end at acceptere det.
Accept er ikke det samme som at give op. Det er let at give op. Det er hard work at lære at acceptere. Jeg var gennem hele min barndom lille og spinkel og turde ikke vise min krop i shorts eller t-shirt. Som 42-årig skal jeg stadig kæmpe for at acceptere mig selv og den måde jeg ser ud på og er på.
Du skal acceptere det, som du ikke kan gøre noget ved. Det kræver daglige anstrengelser, og du skal huske at se mediernes og reklameverdenens glansbilleder for det, som de er: Uopnåelige idealer for de fleste af os.
Vi skal ikke leve op til skønhedsidealerne. Vi skal acceptere, at vi har fået forskellige kroppe og forskellige forudsætninger, og at vi bliver ældre.
Hvad du derimod kan gøre er at give dig selv optimale betingelser for at trives. Det handler om kost og motion og søvn, og det handler i høj grad om at have det godt med dig selv og andre. Sundhed og skønhed er ikke det samme, og det er på tide, at vi holder op med at tro det og accepterer vores egen og andres forskellighed. Men det er bloody hard work.
Uanset hvor vi kigger hen i vores verden, står vi ansigt til ansigt med det perfekte. Medierne er fyldt med fotos af mennesker, der har den rigtige alder, den rigtige hud, den rigtige skikkelse. Der er smukke mennesker ’all over the place’.
Vi ser flere smukke mennesker på én dag, end vores oldeforældre så i et helt liv. Og i de 99,9 procent af menneskehedens historie, hvor vi var jæger-samlere og levede i små grupper, var perfektion en uhyre sjældenhed.
I dag bliver vi vænnet til at tro, at skønhed er almindelig, og hvis vi ikke er smukke, så er det os, der er unormale.
Når vi ser en aldrende, uperfekt krop, er det i vores ensomhed foran spejlet. I medierne er det nærmest fraværende, og selv pakker vi os ind, så vi skjuler det, vi opfatter som fejl.
Tidligere generationer havde også skønhedsidealer. Det har altid fulgt menneskeheden, vi kan ikke lade være. Men vores forfædre var i højere grad bevidst om, at det var et ideal, og at mennesker sjældent kunne leve op til det. De var omgivet af mennesker, som var uperfekte - ganske som de selv var, og som de fleste af os er i dag, men nu tror vi, at vi er unormale, og vi skammer os og bruger globalt milliarder på at købe ting, der kan få os til at leve op til idealerne.
På den baggrund ved jeg godt, at det er let for mig at sige, at du skal lære at acceptere dig selv. Men der er ingen anden vej.
I vores samfund tror vi på, at der altid er en løsning, et quick fix som, hvis vi bare tager os sammen eller har penge nok, kan ændre tingene og gøre os lykkelige. Men nogle ting kan ikke løses. Hvis du er lav, er der ikke noget, der kan gøre dig høj. Hvis du er genetisk disponeret for at være tynd, kan du muligvis tage lidt på, men du kommer ikke til at fylde ud som en Marilyn Monroe eller Arnold Schwarzenegger. Der er ikke anden vej end at acceptere det.
Accept er ikke det samme som at give op. Det er let at give op. Det er hard work at lære at acceptere. Jeg var gennem hele min barndom lille og spinkel og turde ikke vise min krop i shorts eller t-shirt. Som 42-årig skal jeg stadig kæmpe for at acceptere mig selv og den måde jeg ser ud på og er på.
Du skal acceptere det, som du ikke kan gøre noget ved. Det kræver daglige anstrengelser, og du skal huske at se mediernes og reklameverdenens glansbilleder for det, som de er: Uopnåelige idealer for de fleste af os.
Vi skal ikke leve op til skønhedsidealerne. Vi skal acceptere, at vi har fået forskellige kroppe og forskellige forudsætninger, og at vi bliver ældre.
Hvad du derimod kan gøre er at give dig selv optimale betingelser for at trives. Det handler om kost og motion og søvn, og det handler i høj grad om at have det godt med dig selv og andre. Sundhed og skønhed er ikke det samme, og det er på tide, at vi holder op med at tro det og accepterer vores egen og andres forskellighed. Men det er bloody hard work.
