Læs Chris' klumme, som denne gang sætter fokus på mobning og de psykisk varige mén, der kan forfølge én resten af livet, hvis man har været udsat for mobning i eksempelvis barndommen.

Jeg blev drillet som barn. Nej, ikke bare drillet - jeg blev mobbet, fordi jeg var en splejs. Jeg ved, hvad mobning kan gøre ved et menneske, hvor ødelæggende det kan være. Sporene sætter sig, og selv om de fleste af os heldigvis kommer igennem det og får gode liv alligevel, så kan mobning sætte sig som en kronisk usikkerhed på, om man nu også er noget værd.

I dag ved jeg også, hvor vigtigt det sociale liv er for vores sundhed og trivsel. Ensomhed og dårlige sociale relationer øger risikoen for en lang række sygdomme, både fysiske og psykiske, og mobning i skoletiden er noget af det, som kan gøre det sværere at fungere socialt resten af livet.

Jeg skal være den første til at sige, at det er vigtigt for vores sundhed at spise og sove godt og at få motion nok, men vores sociale liv er altafgørende for vores trivsel. Hvis vi har det dårligt socialt, bliver det også sværere for os at have energi nok til det andet i vores liv, som kunne give os overskud, og derfor er mobning en reel sundhedstrussel på både kort og langt sigt.

Tidligere tiders voksentendens til bare at slå det hen som ‘herregud, det er jo bare uskyldige drillerier’ er heldigvis på retur, men det findes stadig. Der er også stadig en opfattelse af, at mobbeofret nogle gange jo også selv er lidt ude om det. F.eks. hvis han eller hun er tyk eller på anden måde skiller sig ud.

Og jeg bliver så pissed off hver gang. Det er ALDRIG i orden at mobbe. Vi tager den lige en gang til: Det er ALDRIG i orden at mobbe. Og det er ALDRIG offerets egen skyld.

Det er heller ikke den enkelte mobbers eneansvar. Mobning skyldes en social kultur, som vi ikke bør acceptere eller tolerere, og den er alles ansvar. Men naturligvis er det i skolesammenhæng først og fremmest de voksnes ansvar at forebygge mobning og skabe nogle gode og trygge rammer.

Jeg tilbragte i sommer tid med drengen Malthe, som har været på julemærkehjem. Jeg er ambassadør for julemærkehjemmene, og tiden med ham gav mig et indblik i, hvor primitivt nogle skoleklasser stadig får lov at fungere. Det er chokerende. Jeg havde ventet det i USA, men ikke i Danmark.

Malthe talte blandt andet om ‘ham, som styrer klassen’, og det fik mig til at tænke på en berømt bavianstamme.

Bavianer er notorisk aggressive. De dominerende hanner er en flok tyranner, som på det groveste mobber langt mindre hanner og stammens hunner, selv om de er meget mindre end førerhannen. Det sker konstant, når de skal vise, hvem der bestemmer, hvem ‘der styrer klassen’.

Nå, i en bavianstamme i Kenya for 20 år siden blev alle de dominerende tyranhanner udryddet på én gang. Det var deres styrke og dominans, der slog dem ihjel: De havde fundet skraldet fra en gruppe turister og forhindrede andre i at spise resterne. Desværre for dem var kødet inficeret med en særlig slags tuberkulose, så på én gang forsvandt alle supermobberne fra stammen.

Hvad der skete derefter har optaget videnskabsfolk siden. Stammen ændrede kultur fra den ene dag til den anden, der blev mindre mobberi og mere samarbejde. Og den nye sociale kultur har holdt ved, også selv om de oprindelige overlevende hanner nu er døde, og der er kommet nye hanner til udefra. Men stammen har åbenbart formået at lære nytilkomne, at ‘sådan gør vi altså her’.

Hvis bavianer kan ændre kultur, så kan vi også. Heldigvis går det den rigtige vej, men så længe bare ét barn døjer med mobning, har vi ikke gjort nok for at forhindre det. Vi skal have udryddet vores mobbende bavianer. Ikke bogstaveligt, selvfølgelig, men ved at lære dem, at det kan og skal gøres anderledes.