Spørgsmål: Jeg er gået i gang med et af dine løbeprogrammer. Jeg nåede i forrige uge op på 7,5 km, men da jeg vendte hjem fra min sidste løbetur, havde jeg fået en løbeskade i min ankel. Jeg har været ved lægen og hun siger, at det ikke er en forstuvning, men en overanstrengelse.

Og nu må jeg ikke løbe før det holder op med at gøre ondt. Mine spørgsmål til dig er, om der er noget andet jeg kan gøre i mellemtiden for at opretholde mit konditionsniveau?

Hvad nu når jeg er helt på toppen igen, kan jeg starte med at løbe 7,5 km igen, eller skal jeg starte forfra? Har du et råd til hvordan jeg undgår en lignende skade i fremtiden? På forhånd tak.

Tine

Chris MacDonald: Bliv aldrig slave af dit træningsprogram, uanset hvem der har udformet det. Generelle træningsprogrammer skal ses som inspiration, da der ikke er taget højde for din præcise situation.

Et træningsprogram hjælper på disciplinen, men du skal altid lytte til kroppens signaler. Du kan vælge alle træningsformer, der ikke belaster dit ankelled, men det kan også være, at du er nødt til at holde en fuldstændig pause for at komme dig hurtigere.

Jeg vil ikke anbefale dig at starte med 7,5 km uanset pausens varighed, fordi din skade opstod pga. af overbelastning. Reducer distancen.

For at reducere risikoen for skader skal du lære at lytte til de små signaler undervejs. Hvis kroppen lider unødig last, vil det give sig til udslag i smerte og det er vigtigt at fange de små signaler i opløbet inden det udvikler sig til en reel skade.

En dags frivillig pause er bedre end 14 dages tvungen pause.

Stay strong!

Har du spørgsmål til Chris? Så send det til askchris@bt.dk