Tjek vægten før du kører på tur

Salget af campinggrej har aldrig været større end i denne sæson. Mange campingvognejere har stillet købet af ny vogn i bero på grund af den økonomiske krise (den skulle dog nu være afblæst), og har i stedet købt nyt udstyr til vognen i stor stil. Kvalitetsudstyr, der vejer og efterlader ejeren vægtmæssigt på Herrens Mark.

B.T. har igen i år tjekket en færdigpakket campingvogn inden den skulle ud på landevejen med kurs mod ferielandet, og det gav et foruroligende resultat. Overvægten var mere end 180 kg, og kugletrykket 25 kg over de anbefalede 75 kg.

Vognen var fornuftigt læsset, uden at ejeren havde nogen anelse om det. Han havde pakket den som han plejer med det udstyr, der ”skal” være til dagligt brug i en campingvogn.
Situationen er ikke unormal. 60 pct. af campingvognene er overlæssede, viser tal fra Københavns Politi.

Har man ikke selv adgang til en vognvægt, kan man veje alt udstyret enkeltvist, og lægge den samlede vægt til campingvognens egenvægt. Metoden er ikke helt præcis, men den fortæller lidt om, hvordan vægtsituationen ser ud.

Det bedste er derfor at få vognen vejet inden ferieturen startes. Det koster kun omkring 150 kr. at køre på vægten på en godkendt vejerbod, et beskedent beløb i forhold det, det vil koste at køre i politiets fælde.

Og husk, at overvægten skal læsses af på stedet, hvis hammeren falder i Tyskland.

Overvægt er ikke alene ulovligt, det er også livsfarligt at køre med. Campingvognens køreegenskaber forringes drastisk, og det kan få alvorlige følger, hvis der skal bremses hårdt op eller laves en undvigemanøvre ved høj fart.

En campingvogn er beregnet til at bo i, og ikke til transport af gods. Derfor er lasteevnen begrænset til nogle ganske få hundrede kilo. Husk at du skal tage udgangspunkt i den køreklare vægt, der ligger ca. 75 kg over vognens egenvægt, når du læsser vognen til ferieturen.

Bliver man stoppet med overlæs, risikerer man udover en bøde også kørselsforbud. En praksis, der er gældende i både Danmark som Tyskland. I Danmark har politiet en tolerancetærskel på syv pct. i overvægt, mens den i Tyskland blot er fire pct.

Bøden for at køre med overlæs er som udgangspunktet 25 kr. pr. procent overvægt. Bliver man taget igen, stiger bøden 50 kr. pr. procent overvægt.

Læs også:

Få BT i 3 mdr. for 199 kr./md. Samlet pris 597 kr. – spar 752 kr.!

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her