Men hvilken skal jeg vælge? Det spørgsmål høres igen og igen. Et, som det så moderne hedder, godt spørgsmål. For fristelserne er store!

Det er en stor investering at købe ny campingvogn, så det gælder om at være klædt godt på inden jagten på drømmevognen går ind.

Er du det mindste i tvivl om camping er noget for dig, og ikke mindst din familie, vil det være en rigtig god idé at leje en vogn et par sæsonen og derefter med masser af erfaring i bagagen vælge den rette vogn.

Der er meget at tage stilling til ved købe af en ny vogn. Du skal helst ramme den rigtige vogn første gang, så du efter bare en sæson skal ud at købe en ny og anderledes indrettet vogn.

Nogle af spørgsmålene, du skal stille dig selv er; hvor mange personer skal der være plads til, skal vognen være med dobbeltseng eller enkeltsenge eller bare med en siddegruppe til at redde op, skal der være køjer til børnene, skal designet være smart eller traditionelt, skal vognen være vinteroptimeret, så den kan bruges hele året rundt etc?

Skriv ønskerne ned på en seddel og find den vogn, der bedst lever op til kravene. Inden du skriver under på en slutseddel, skal du overveje om du vil betale prisen for en ny – eller du vil købe en brugt eller en såkaldt overgemt, det vil sige en ny vogn fra 2011, 2010, 2008 og måske 2007.

Køber du en ny vogn, vil du et stykke hen ad vejen selv kunne vælge, hvordan vognen skal se ud, og hvordan den skal være indrettet, og du får en jomfruelig bolig med både garanti og reklamationsret.

Køber du en brugt slipper du for den helt store udskrivning, og du har gode muligheder for at få noget udstyr, så som fortelt, mover etc. med i prisen. Der står rigtigt mange gode campingvogne ude hos forhandlerne, og de er til at handle med.

På en brugt vogn kan der komme udgifter til reparationer, men er den gennemgået og testet hos en autoriseret forhandler eller på et testcenter, er der ingen grund til frygt.

Inden du gør noget som helst, skal du dog lige tjekke, hvor meget din bil må trække; se på registreringsattesten - og du bør også undersøge reglerne for kørekort, da det almindelige B-kørekort har visse begrænsninger, og nogle tunge campingvogne kan kræve, at du har B/E-kørekort - også kaldet trailerkørekort.

Vigtigt er det også at få vognen vejet, det gælder både en ny og brugt, og få garanti for, at den vægt, der står i vognens papirer stemmer overens med den faktiske vægt. Mange brugte vogne er proppet med udstyr, de har suget lidt fugt til sig, og kan det være helt galt med vægten.

Husk, at det er begrænset, hvor meget du selv kan undersøge. Derfor anbefaler FDM, at du også får campingvognen tjekket på et testcenter for campingvogne for at sikre, at vognen ikke lider af skjulte fejl eller mangler.

Du kan f.eks. finde testcentre til campingvogne på www.dcu.dk

Tjekliste, når du køber brugt campingvogn

Gennemgang af campingvognen udvendigt

Er vognen pænt vedligeholdt?

Er der buler, ridser eller revner, som kan indikere misligholdelse?

Er vinduerne fri for ridser og revner? Udover at være skæmmende, kan ridser og revner medføre fugt i vognen.

Er blinklys og lygter intakte?

Ødelagte glas skal udskiftes.

Virker lys, blinklys og forbindelsesstik? Virker det ikke ordentligt, skal fejlen udbedres.

Er dækkene slidte eller mørnede? Dæk på campingvogne mørnes ofte, før de slides, så vær på vagt over for mørnede dæk. Tjek også profildybde, som skal være mindst 1,6 mm. (Skal de skiftes tidligere?). Husk også at tjekke reservehjul.

Virker støttebenene? Manglende vedligeholdelse kan medføre, at støttebenene kører trægt.

Er gasslanger mørnede? Mørnede slanger skal skiftes.

Er dør, vinduer og evt. loftslem tætte? Hvis ikke, kan der trænge fugt ind i vognen.

Gennemgang af vognen indvendigt

Er der tegn på fugt?

Lugt er det første tegn på fugt, men kig også efter skjolder og tegn på svamp. Kig især i bunden af magasiner og under hynder. Fugt eller svamp kan gøre stor skade på vognen.

Virker skabe og låger? Skabe skal kunne låse, så tingene ikke falder ud underkørslen.

Kan sengene slås op og ned?

Tjek, om der er det udstyr, der skal bruges.

Virker lys og lamper?

Virker gasblus?

Virker køleskab og evt. ovn?

Virker vandhaner og evt. bruser?

Virker toilettet?

Virker varmeanlæg?

Prøvekørsel

Hvordan virker tilkoblingen? Tjek at tilkoblingen spænder ordentligt fast, når den sættes på trækkrogen. Mange vogne er udstyret med slingrestabilisator, og her bør man tjekke, at låsefunktionen virker og at friktionsbelægningerne er intakte. Ofte har tilkoblinger på ældre vogne ingen slingrestabilisator, og disse skal kontrolleres for slør, når de er koblet på bilen.

Er campingvognen stabil under kørsel? Kør en prøvetur med vognen. Hvordan virker bremser og håndbremse?

Under prøvekørsel bør du lave en bremseprøve ved at bremse kontant, men kontrolleret (ikke en katastrofeopbremsning). Campingvognen skal uden at hugge eller støde glide ind i en bremsning, som tydeligt vil kunne mærkes som en hjælp.

Formaliteter Tjek campingvognens servicebog, spørg til service og skader. Har vognen ikke gennemgået servicebesøg, kræv da en gennemgang af vognen og service med i handlen.

Tjek om der er restgæld i vognen.

På www.tinglysning.dk kan du med campingvognens stelnummer tjekke, om der er restgæld. Er der restgæld, skal du ikke købe vognen, før sælger kan dokumentere, at gælden er indfriet. Tinglyst restgæld følger nemlig køretøjet.

Få købsaftalen på skrift.

Brug evt. FDMs slutseddel, som er beregnet til handel mellem private.