Superletvægter til små penge
Hvorfor købe en brugt campingvogn med nogle år på bagen til 89.000, når man kan få en ny for under 100.000 kr.?
Hvorfor købe en brugt campingvogn med nogle år på bagen til 89.000, når man kan få en ny for under 100.000 kr.?
For at få en vogn med masser af udstyr, kan være et af argumenterne. Men skal vognen være jomfruelig er de 10.000 ekstra Caravelair Blue C 476 koster mere givet godt ud.
Det er en superletvægter på fem meter med seks sovepladser, en egenvægt på 970 kg og en tilladt totalvægt på 1300 kg. Derfor en vogn til at hægte på mange mindre familiebiler.
Blue C 476 har minihammerslåede sider og polyestertag og har samme indretning og lavet i samme kvalitet som Antares-modellerne. For at få prisen ned er der skåret i udstyrslisten, så der kun er det, der er nødvendigt til en god ferie i sommerhalvåret.
Der er ingen brusebund i toilettet, og det kan de fleste sagtens leve med, da bad tages i campingpladsens faciliteter, Truma-varmesystemet er erstattet af en ganske enkel el-radiator, der dog let varmer vognen op i de kolde aftener, indgangsdøren udelt og uden vindue og køleskabet er på beskedne 90 liter.
Der er heller ikke varmt vand, vandtank, myggenet i alle vinduer, to er standard, stor tagluge og forberedelse for batteri, men disse ting kan tilkøbes til fornuftige priser.
Kan man klare sig med det basale koster det ikke ekstra, men vil man have mere udstyr, kan man købe til efter ønske. Skal der køres meget med vognen, vil vi anbefale, at man investerer i en travel-pakke til 3.095 kr. Den indeholder ALKO stabilisator og støddæmpere og giver vognen bedre køreegenskaber. I pakken er der også serviceklap.
Blue C 476 er en rigtig familievogn, vel nok Danmarks billigste i sin klasse. Den har med soveplads til seks, tværvendt dobbeltseng, to køjer og opredning i siddesidegruppen, men der er kun spiseplads til fire, så fodringen foregår ude i forteltet, hvis alle seks personer skal sidde sammen.
Af Steen Nielsen