Sikkerhedsstyrelsen har foretaget tests af køleskabet, som viser, at dets udledning af kulilte langt overstiger den tilladte grænseværdi og advarer derfor mod køleskabet.

Det har fået CampForever til at trække køleskabet ud af markedet, og Claus Kristensen fra firmaet i Nibe opfordrer kunderne til at returnere køleskabet.

Sagen tages meget alvorligt i campingbranchen, og den appellerer til ejere af gaskøleskabe i kolonihavehuse, både og campingvogne om at få tjekket deres gaskøleskab regelmæssigt.

-Konsekvenserne kan blive meget alvorlige, hvis ikke køleskabene løbende bliver gået efter i sømmene, siger Steen Grünewald, tekniker ved Dometic Denmark A/S, som er landets største importør af camping-køleskabe.

Et årligt tjek plus en rensning er ifølge teknikeren tilstrækkeligt til, at brænderen i køleskabet fungerer optimalt, og at røgrøret er fri for sod og slagger, så der ikke udledes mere CO eller CO2 end det tilladelige.

-I nyere campingvogne er det årlige eftersyn en del af servicen, men i ældre campingvogne eller kolonihavehuse, må ejeren selv på banen og få en autoriseret gastekniker til at efterse køleskabet, siger Steen Grünewald og pointerer samtidig, at ejeren skal være opmærksom på, at monteringen af køleskabet er i orden, og at ventilationen i rummet lever op til gældende bestemmelser.

Af Steen Nielsen