3. mest sete video på bt.dk i 2014

Hver dag op mod nytår tæller BT TV ned til den mest sete video på bt.dk i 2014. Så følg med og se eller gense de 10 mest populære videoer og hør, hvordan det er gået videoernes hovedpersoner siden sidst.

Et spring i havet endte med et brækket ben for Morten Knudsen. Syv måneder senere er han stadig plaget smerter i benet og har svært ved at gå normalt.

I foråret hoppede den ene dansker i vandet efter den anden. Årsagen var en trend på Facebook, hvor folk nominerede hinanden til at tage en dukkert. Badeturen skulle optages på video og lægges på Facebook, hvorefter den badende kunne nominere tre andre personer.

Morten Knudsen var en af de personer, som var blevet nomineret. Sammen med sin kone Tina Knudsen og sine børn tog de den 3. maj til Sandager Næs på Sydfyn, hvor Morten Knudsen fik sin kone til at optage sin kolde dukkert.

Men springet gik langt fra som planlagt. Det fortalte Tina Knudsen efterfølgende til BT.

»Da Morten kom op af vandet, var det tydeligt, at noget var galt. Han var helt bleg og stiv i blikket. Hans ben sad i en helt forkert vinkel, så vi var slet ikke i tvivl om, at det var brækket.«

Tina Knudsen ringede efterfølgende efter en ambulance, men selvom hun blev stillet igennem, kom der aldrig én. Derfor måtte hun selv køre sin smerteplagede mand på sygehuset.

Da han blev indlagt på traumeafdelingen på Odense Universitetshospital, blev familiens bange anelser bekræftet. Morten Knudsens ben var brækket fire steder, og hans ben var pakket ind i gips fra hofte til storetå.

Selvom der er gået syv måneder siden det ubehagelig spring, er Morten Knudsen stadig utrolig mærket. Det fortæller hans kone til BT.

»Det går rigtig skidt med hans ben. Benet er stadig ekstremt hævet, og han kan stadig ikke gå normalt på det. Og det tror han heller ikke, han kommer til,« siger Tina Knudsen.

Gennem arbejdet får Morten Knudsen behandling af en sportsmassør, som hjælper med at tape benet op for at stabilisere det.

Familien har sendt en klage til Region Syddanmark på baggrund af ambulancen, der aldrig dukkede op. Men Region Syddanmark har ifølge Tina Knudsen undskyldt sig med, at telefonforbindelsen var dårlig.

Derfor har de inviteret familien Knudsen til Vejle for at gennemlytte samtalen mellem Tina Knudsen og alarmcentralen, som er optaget på bånd. Tina Knudsen er dog langt fra enig med Region Syddanmark.

»Det virker til, at de (Region Syddanmark red.) prøver at glatte det ud. Men jeg ved, at Morten står fast. Han vil have en forklaring på det her,« siger hun.

Morten Knudsen er dækket af en forsikring, men de vil først gå ind i sagen, når der er kommet en endelig afgørelse mellem Region Syddanmark og Morten Knudsen.