9. mest sete video på bt.dk i 2014

Hver dag op mod nytår tæller BT TV ned til den mest sete video på bt.dk i 2014. Så følg med og se eller gense de 10 mest populære videoer og hør, hvordan det er gået videoernes hovedpersoner siden sidst.

Den 23-årige Maiken Jensen fik sig i oktober en kæmpe overraskelse, da hendes kæreste friede til hende for øjnene af Københavns Lufthavn. Parret afviser dog, at bryllupsinvitationerne bliver sendt ud i det nye år.

Maiken Jensen fik sig noget af en overraskelse, da hun torsdag den 23. oktober vendte hjem efter fire måneders udlandspraktik. Hun havde fløjet i 30 timer fra Filippinerne og glædede sig til at se sin kæreste Patrick Thomsen.

Men da hun kom ud i ankomsthallen kl. 7 om morgenen, var hendes kæreste ikke at se.

I stedet sprang fire dansere frem foran hende i en såkaldt flashmob og begyndte at danse til Bruno Mars-nummeret 'Just The Way You Are'. Det blev efterfulgt af flere dansere, som var venner og familiemedlemmer til Maiken Jensen.

»Jeg kunne se min far, og jeg kunne se mine svigerforældre. Men jeg kunne ikke se Patrick, så jeg tænkte 'Hvor er han henne'? Jeg fik så at vide, at han var gået på toilettet, og jeg tænkte 'flot', det var da et godt tidspunkt at gøre det på,« sagde Maiken Jensen efterfølgende til BT.

Halvvejs inde i 'Just The Way You Are', blev der skiftet sang til 'Marry You', som Bruno Mars også står bag. Kæresten Patrick Thomsen sprang frem bagerst fra folkemængden og begyndte at deltage i dansen.

Selvom Maiken Jensen ikke kunne vente med at kramme sin kæreste, måtte hun vente til sangen og koreografien var slut. Og her kom højdepunktet, som den 23-årige Patrick Thomsen havde planlagt de seneste to en halv måned.

Til stor jubel for alle folk, der stod og så på, gik han ned på knæ og friede.

»Jeg følte mig virkelig som den heldigste kvinde i verden. Det var så vildt, at min forlovede, familie og venner havde brugt over to måneder på at forberede det her. Jeg vrælede under hele begivenheden, og det var bare så rørende, at det menneske, man elsker allerhøjest, frier til en på sådan en måde. Det var helt fantastisk,« sagde Maiken Jensen.

Frieriet blev et stort hit i flere medier, og det overraskede Patrick Thomsen.

»Det var helt overvældende med opmærksomheden, for det havde jeg overhovedet ikke regnet med. Men det har også været dejligt, at det kun var den ene weekend, at der var så stor opmærksomhed,« fortæller han til BT.

Selvom der er gået to måneder siden frieriet, er der ikke sat en dato på det kommende bryllup.

»Vi er ikke begyndt at planlægge noget bryllup endnu. Vi har snakket om en masse ting, men vi har ikke låst os fast på noget. Vi kan dog med garanti sige, at det ikke bliver til næste år,« siger Patrick Thomsen.