Pludselig blev magtforholdene vendt på hovedet, da Mille Lund Vestergaard fra Esbjerg blev lukket ude på altanen af sin 4-årige datter.

Moderen fortæller, at optrinnet skete, efter hun havde bundet et tørklæde om livet på datteren Ronja, der dog ikke var tilfreds med resultatet.

»Det skulle ligne en hale, sagde hun, men det gjorde jeg åbenbart ikke godt nok,« siger moderen grinende.

Så da Mille Lund Vestergaard var gået ud for at ryge, blev døren lukket og låst bag hende, og 4-årig Ronja krævede, at moderen skulle love ikke at ryge mere, hvis hun ville ind igen.

»Til at starte med stod jeg bare der og grinte lidt af det og tænkte: 'Ej, kom nu, luk nu op'. Men jeg kunne godt mærke på hende, hun var lidt stædig og ikke ville lukke op. Så blev jeg nødt til at være lidt alvorlig, men det var jo totalt upædagogisk, kan jeg godt se nu. Jeg kan da godt forstå, man ikke gider lukke en sådan en sur én ind,« siger moderen Mille Lund Vestergaard.

Først efter cirka ti minutter forbarmede 4-årige Ronja sig og låste døren op.

»Da jeg så kom ind, greb jeg det lidt mere pædagogisk an og sagde, at det jo kan være farligt at lukke nogen ude,« siger Mille Lund Vestergaard.

Men har Ronja så sat gang i en lyst til at holde op?

»Jeg røg ikke under hele graviditeten og heller ikke, mens jeg ammede, så jeg ved da godt, at jeg kan. Men spørger man tidligere rygere, tror jeg, de fleste kan skrive under på, at man selv skal ville det for at få succes med et rygestop. Jeg skal bestemt ikke være ryger resten af mit liv, men det er en beslutning, jeg selv vil tage,« siger Mille Lund Vestergaard.