Du går glip af rigtig mange af teens egenskaber ved at hælde kogende vand i en kop med et tebrev og vente, til vandet har fået farve.

Af Mia Qvist Scheelsbeck, alive.dk

Det forklarer Alexis Kaae, der teekspert og ejer af teforretningen Simply Tea i Aarhus.

- Tilberedningen af en kop te har meget at gøre med, hvordan teen er bearbejdet ved produktionen. Man kan faktisk ikke sige, at sort te skal laves på den måde og grøn te på den måde. Det er meget forskelligt, siger Alexis Kaae til Alive.dk.

Vandet er vigtigt

Mens de fleste af os bekymrer os om teens smag og kvalitet, påpeger Alexis Kaae faktisk, at vandet spiller en ligeså stor rolle.

- Du skal bruge noget ordentligt kvalitetsvand til teen. Vandet skal indeholde så meget ilt og så lidt kalk som muligt. Her i Danmark indeholder vores vand meget kalk, så jeg anbefaler mine kunder, at de køber vand på flaske – og gerne den type, der hedder Denise, som man kan få i f.eks. Netto og Kvickly. Kalk kan nemlig gøre teen flad, forklarer Alexis Kaae.

Hun giver her to bud på, hvordan man laver en sort english breakfast-te og en kinesisk grøn te:

Sort english breakfast-te

Denne type te er ofte hakket i små stykker, og det betyder, at smagen kommer meget hurtigt ud af bladene.

Vandet hældes på elkedlen og må kun lige nå kogepunktet. Det må ikke bulderkoge, for det betyder, at vandet mister ilt, og teen bliver flad i smagen.

Husk at skylle koppen og tepotten i kogende vand, inden du hælder vand op til te. Så bliver teen nemlig ikke kølet ned ligeså hurtigt i koppen, og dermed bliver teens olier aktiverede.

Hæld bladene og det varme vand i koppen og lad den trække i omkring tre min. Husk at bladene skal kunne bevæge sig frit rundt i vandet, når du laver teen, så olierne kommer ud i teen. Drop at bruge filtre – det bedste er faktisk at hælde teen over en i en anden beholder, hvor tebladene sies fra, når teen er klar.

Kinesisk grøn te

Der er meget stor forskel på japansk og kinesisk grøn te. Både i forhold til tetypen, men også i forhold til tilberedningen af teen. Her tager vi udgangspunkt i en kinesisk udgave.

Køb kinesisk te, der er høstet mellem den 20. marts og 5. maj. Så har bladene den bedste kvalitet og kaldes First Flush, Spring Tea, Ming Quian eller Yu Qian. Varm vandet op til 80 grader, gør koppen varm og hæld vandet og tebladene i. Lad det trække i tre-fire minutter.

Vandet må ikke koge, for så mister man ilten i vandet. Da grøn te ikke er oxideret, skal den have ilt gennem vandet i stedet, så den ikke bliver flad i smagen. Te er en basal drik i mange danskeres hverdag, men du kan også bruge te til helt andre ting. På Femina.dk venter der dig en lækker opskrift på varm chokolade med earl-grey-te og flødeskum.

Men te er også godt for figuren. På kvindesitet Q.dk kan du også læse om, hvordan grøn te kan virke slankende og en masse andre spændende ting.