Hej Annette!

Jeg er en pige på 19 år, som virkelig godt kunne trænge til din hjælp. I starten af efteråret 2011 fik jeg kæreste på, og det var min allerførste kæreste, så jeg var ekstra glad for ham. Vi havde det virkelig fantastisk sammen, var de bedste venner og intet kunne skille os ad - troede jeg. Jeg fik at vide lidt efter at han til juli 2012 skulle et halvt år til Australien med sin klasse, fordi den var international. Jeg gik derfor i rigtig lang tid op til med konstant ondt i maven og var ked af det fordi jeg vidste han skulle af sted. Da han så var rejst den 4. Juli gik det egentlig meget godt og vi var gode til at holde kontakten (det skal lige siges at vi forblev kærester) indtil en måned efter, hvor han ikke kunne holde det ud mere og måtte slå op med mig med tårer i øjnene - for det var heller ikke hvad han havde lyst til, men det var svært for ham at have en kæreste på den anden side af kloden.

Efter at have været fuldstændig knust i virkelig lang tid, kom han jo så hjem til Danmark igen og vi havde aftalt at mødes og se situationen an. Det blev for det første ikke til noget. For det andet brød han så mange af de løfter han havde givet mig og lukkede mig fuldstændig ude af sit liv. Tiden gik og jeg kunne bare ikke komme videre. Til en fest en aften vendte han så lige 180 grader og var 100% interesseret i mig, men han var fuld så det fortrød han næste dag. Lidt efter spurgte jeg ham så om han vidste hvad det var han ville fordi jeg var blevet lidt forvirret - og han stoppede det hele og jeg accepterede det og fik det rent faktisk bedre. Der gik 2 måneder hvor jeg havde det fantastisk og hvor han var næsten ude af mit hoved, og da jeg så holder min 19 års i Silkeborg hvor han bor og var inviteret, trækker han mig til side og kysser mig - og det var ham der stoppede det hele (og denne gang var han ikke fuld). Kan du så ikke forstå jeg bliver virkelig forvirret? Jeg forstod lige netop ingenting overhovedet, men han sagde også den aften at han savnede mig og det hele, og at han faktisk fra starten havde planlagt at spørge om vi skulle være kærester igen når han kom hjem fra Australien. Jeg sagde til ham den aften at hvis han mente de ting han havde sagt, så skulle han skrive til mig næste dag - og det gjorde han, ergo må han stadig være interesseret.

Og nu har vi så skrevet lidt i 3-4 uger hvor det er gået både op og ned og vi er ved at finde ud af en weekend hvor han kan besøge mig (Jeg bor nemlig helt nede i Aabenraa), men han vil ikke overnatte her som han plejede? Jeg har absolut INGEN idé overhovedet om hvor vi står henne, fordi drengen ikke kan finde ud af hvad han vil, og det slider virkelig på mig, det gør det. Han var trods alt min første kæreste så jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at få ham tilbage, men hold nu op hvor er det bare hårdt det her… Jeg håber virkelig du kan hjælpe!

Med venlig hilsen

Den forvirrede pige


Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.


Søde forvirrede pige!

Du har haft en snart langvarig flirt med en ung mand, der er lige så forvirret som dig. Og det skyldes ikke, at der er noget galt med ham eller dig, men det skyldes ganske enkelt det sted, I begge er i livet lige nu, hvor du nok er mere moden end ham. Og jeres krav til hinanden er derfor modstridende. Han vil gerne have, det skal være nemt (det er bl.a. derfor han ikke orker distancen), det skal være til at komme hurtigt ud af (derfor vil han ikke love at overnatte i Aabenraa). Det sidste handler om, at han er rastløs, hvilket også er helt normalt for en mand i hans alder.

Du er på den anden side klar til noget mere stabilt og lader dig ikke hindre af praktik. Derfor er det så svært at få enderne til at mødes. Hvis du derimod var frisk på at stå til rådighed, når han var klar, og at du ellers kunne holde op med at savne ham, når han ikke var der, ja så ville du være den perfekte kvinde. For ham.

Men nu er du dig, og det skal du blive ved at være. Du skal mærke efter ovre hos dig selv: Er det værd at tage de her op- og nedture hele tiden? Jeg har selv prøvet det for mange år siden, og jeg husker, hvor forbandet det var. Nej, det er ikke værd at spilde et sekund på. Hvis du er glad for ham, så skal du give slip på ham, men du skal også blive dygtigere til at sætte ham stolen for døren, når han synes, at han lige mangler dig. Der ligger en kærlighedserklæring i det fra dig, hvis du kan være hende den voksne, der læser ham og forstår, at det også er bedst for ham, hvis han lærer, at du ikke bare står til rådighed.

Jeg mener egentlig ikke, at du skal spille kostbar. Du skal bare være helt klar i mælet og forlange, at det er alt eller intet. Alternativt skal du lære at tage forholdet for, hvad det er: Sex og engang imellem begær. Men jeg tror ikke, du helt holder til den version. Du ender med at blive forelsket. Og det er jo sådan set dejligt nok. Men han bliver ikke bare sådan forelsket i dig igen, og du hindrer dig selv i at kigge til anden side, når du er så involveret, som du er med ham her.

Det er så svært at afvise et menneske, som man elsker, men brug dit klarsyn til at holde ham ud i strakt arm og give dig selv den ro, som du har brug for, så du kan give dit hjerte til en anden, som vil elske dig. Det lyder gammeldags, men visse mønstre går aldrig af mode.

Knus fra Annette