Brevkassen: Skal vi klippe kæden eller kæmpe?

Hej Annette, håber af hele mit hjerte du vil svare på denne frustrerende situation jeg står i...


Jeg er 37 år, har to drenge på 18 og 15..


Min ex er 43 og har tre drenge på 9, 15 og 20...


Vi gik fra hinanden for ca. 7 måneder siden. Vores forhold plejer jeg at beskrive meget italiensk, jeg fandt ham på nettet, dagen efter mødtes vi, og den første date varede ca. en uge, det sagde bare bang for os begge. Vores forhold var fyldt med kærlighed, nærhed, sex og troskab, vi var sammen i knap 3 år og fra start til slut kunne vi ikke lade være med at røre hinanden praktisk talt, vi var hinandens bedste venner, vi var super gode til at tale sammen også om de dybe ting, vi havde den bedste sex i verden, med en masse fede udforskninger, og forholdet til hinandens børn var der heller ikke noget at sætte en finger på...


MEEEN vi var også italienske i vores skænderier, som var fyrige og verbale og meget nedbrydende, alt konstruktivt forsvandt som dug for solen hvis den ene part følte sig urimeligt behandlet (den ene part var mest mig og som oftest bare en 3 årigs niveau). Ofte endte skænderierne med sætningen: Det hele kan da også være lige meget lad os gå fra hinanden! Jeg kunne have det så skidt og ondt i maven men inderst inde ville jeg jo bare gerne have han tiggede om at blive sammen (ved den er gal) Jeg var også ofte urimeligt jaloux (igen helt gal, for han ofrede ikke sit blik til anden side)


Nå, for 7 måneder siden var den så helt gal, han forlod mig. Vi elsker stadig begge hinanden højt, han kan bare ikke klare de latterlige skænderier hver anden dag om ingenting, jeg er typen der aldrig ville opgive kampen for var stadig sikker på vi bare skulle slibe kanter, eller få hjælp ude fra, så skulle det hele nok gå...


Men efter jeg havde tigget, bedt, og tudet i lang tid opgav jeg håbet. Indimellem kontakter han mig for at fortælle mig hvor meget han savner mig og ville ønske vi var sammen, men han er pisse bange for at skulle skændes med den han ser som kvinden i sit liv, han prøvede at komme videre ved at finde en ny, men det holdte jo ikke for jeg var dagligt i hans tanker, og alt hun gjorde blev sammenlignet med mig...


I går var han der så igen, savnede, og havde det elendigt uden mig, men han er bange for at indlede noget for han tør ikke kampene. Jeg er bange for at indlede noget for jeg er bange for at blive forladt og ved ungerne ville blive skuffede over hvis jeg tog ham tilbage (de så jo også da jeg havde det værst), så derfor blev vi som altid enige om, at nu skulle han ikke kontakte mig mere (jeg kontakter aldrig, for vil ikke afvises) men tør jeg at lade ham, som jeg tror er manden i mit liv, min soulmate forsvinde og glide ud af mit liv??? Skal vi klippe kæden eller skal vi kæmpe?

Anonym

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære anonyme!

Det lyder som om, du har et ret heftigt temperament. Det kan være rart i nogle situationer, fordi man så ikke brænder inde med sine følelser. Men måske du kommer til at handle, før du tænker.

Det lyder som om din eks er meget forblændet af dig, og det kan der jo være masser af grunde til. Måske kan han sagtens se, hvad der gemmer sig bag det iltre temperament. Sådan en mand hænger jo ikke på træerne – med mindre der er noget, du skjuler for mig.

Det nævner jeg, fordi du påtager dig al skylden. Er det virkelig sådan det er? Er det kun dig, der opfører dig som en tosse, når I skændes? Eller er dine børns omsorg reel nok? Har de grund til at ville passe på dig, fordi de ser en mand, der har lidt for meget magt over dig?

Jeg kan jo ikke besvare dette ud fra det, du skriver, og derfor må jeg arbejde med to sandheder. Hvis det dybest set handler om, at en mand har for meget magt over dig og driver dig ud, hvor du ikke kan genkende dig selv, og hvor dine børn bare får lyst at passe på dig, så tror jeg, du skal holde dig langt væk fra ham.

Hvis jeg derimod skal tage det, du skriver, for pålydende, så har du fat i en ganske særlig mand, og så tror jeg, du skal begynde at arbejde med dig selv. Måske oveni købet få den hjælp udefra, som du selv er inde på i dit brev. For så vil du kunne opnå et mindre kompliceret forhold.

Hvis dette er det egentlige scenario, så er det forståeligt nok, at dine børn vil passe på dig, men omvendt er du nødt til at sige til dig selv, at de nu er så store, at du ikke behøver have deres godkendelse af dine kærlighedsforhold, selvom du naturligvis vil påskønne deres accept.

Jeg kan ikke helt gennemskue, om I boede sammen før, men måske skal du og manden slet ikke bo sammen med blot være kærester. Jeg tror, det er vigtigt for jer, at I ind imellem kan trække jer væk fra hinanden og lige puste ud.

Du vil jo ikke blive et nyt menneske fra den ene dag til den anden, men der er ingen tvivl om, at du på et tidspunkt må have brændt dig voldsomt på en anden mand, siden du reagerer med sådan en vrede og jalousi. Du skal lære at styre din vrede, når den bobler helt nede i tæerne. Lad den blive indenbords og gå afsides, så du lige kan suge luft ind og tage toppen af det værste raserianfald. Forestil dig, at du skulle fortælle, hvad der var galt men på et fremmed sprog. Så ville du skulle lede efter ordene og måske være nødsaget til at sige tingene på en alternativ måde. På samme vis skal du skrinlægge dit umiddelbare vredesudbrud og på et ordentligt forståeligt sprog gøre rede for, hvad du egentlig føler.

Kunne du evt tøjre din jalousi ved at skrive ned – mens du ikke er jaloux – hvad din kæreste gør eller ikke gør? Altså: Når du føler jalousien i kroppen, så hiver du lige dit eget dokument frem, hvor der måske står: ”Han har aldrig kigget på andre. Han ser kun mig. Han elsker mig. Han har aldrig været mig utro.” Så du konfronteres med det, du inderst inde godt ved. Hovedsagen er, at du hver gang får bremset dig selv, så du ikke bare krænger hvad som helst ud i det øjeblik, du bliver gal.

Jeg tror ikke, jeg kan komme det nærmere, for det er en lang proces, du skal gennemføre, men jeg ved, at den proces vil hjælpe dig på den lange bane. Jeg håber, du får arbejdet med den side af dig selv, og at det trods alt ”kun” er dig, der har et vildt temperament og ikke en dominerende mand. For i givet fald er det noget, der kan gøres noget ved.

God juleønsker Annette

Skriv til Annette her

Annette Heick besvarer spørgsmål om dine dilemmaer, fantastiske oplevelser eller problemer i parforholdet eller som single.

Læs mere om Annette »


Dit fulde navn vil ikke være synligt, når dit spørgsmål bliver
vist i brevkassen.