Hej Annette.

Jeg er en ung dreng på 24 år, som har været sammen med min (første rigtige) kæreste i over 8 år - altså siden jeg var 16. Vi kommer begge fra Sjælland og har boet sammen i 6 år. Først på Sjælland og nu i Jylland, grundet mit job - langt væk fra familie og venner.

For at gå lige til sagen, så er jeg begyndt at tvivle på min kærlighed til hende. Faktisk har der gennem de 3 år været sådanne perioder, men de er enten blev overvundet eller overskygget af andre af livets facetter. Faktisk havde vi allerede efter 1 år en lille pause, men fandt hurtigt sammen igen fordi vi ikke kunne undvære hinanden. Dengang var det mig der gjorde det forbi. Men som sagt er tvivlen kommet igen - skal det være os to?

Hendes kærlighed til mig kan der ikke sås tvivl om. Jeg er helt sikker på at hun elsker mig af hele sit hjerte og jeg elsker da også hende. Men om jeg elsker hende som kæreste, eller som en rigtig god ven, kan jeg ikke finde ud af. For øjeblikket har jeg ikke lyst til den mindste fysiske kontakt, ikke engang at holde i hånden, da det leder mine tanker over på min tvivl, og det gør kun forholdet værre. Egentlig har vi det godt sammen og skændes ikke ret meget og netop af disse grunde opstår min tvivl: elsker jeg hende? Er jeg ved at gentage historien og begå samme fejl? Vil jeg kunne klare mig uden hende? og især, vil hun kunne klare sig uden mig? Hun lider af en kronisk sygdom og fortæller mig tit at jeg er grundpillen i hendes liv, og at kun ikke kunne klare det uden mig.

Der melder sig også en uro i kroppen; HVIS jeg gør forholdet forbi og skal være single 'igen'? Hvordan gør man så det? Hvordan gør man det forbi? En hel liste af praktiske spørgsmål kommer på banen.

Alt i alt kan man vel koge det ned spørgsmålet om, hvor vidt jeg er forelsket i min kæreste, eller i trygheden ved at være i et forhold -  har jo aldrig rigtig prøvet andet.

Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, og spørgsmålene er mange flere end jeg kan forklare her, men håber du kan hjælpe med lidt råd og vejledning.

Venlig hilsen

Den forvirrede knøs


Har du spørgsmål til Annette Heick? Så skriv til heick@bt.dk


Kære knøs!

Jeg vil ligesom du gerne tro på kærligheden. Jeg er – som du måske ved – barn af nogle forældre, der mødte hinanden, da de var 7, blev kærester som 14-årige og nu har været sammen i over 50 år. De hører til sjældenhederne, men årsagen til, at det er lykkedes for dem, er nok at de netop har bevæget sig i samme retning hele vejen.

Når du engang finder den pige, du skal giftes med, så husk dig selv på, hvor vigtigt det er hele tiden at pleje det forhold. Hele tiden være sikker på, at I har den samme dagsorden.Sørg for at forventningsafstemme – dvs. Du kender hendes forventninger til dig,og hun kender dine forventninger til hende. På den måde bliver skuffelserne mindre og færre.

Din kæreste repræsentereren meget stor tryghed for dig. Du ved, hvad du får hos hende. Du ved, hvordan du gør hende glad og skaber ro i forholdet. Men tvivlen opstår, fordi du har glemt at pleje dig selv i forholdet. Hvad er dine behov? Hvad er dine forventninger til resten af livet? Hvor er din lyst, din drift? Har du egentlig lyttet til den? Der er givet mange spørgsmål, som du har glemt at stille dig selv, og nu gør din krop knuder, fordi den vil have dig til at lytte.

Det kan i virkeligheden siges meget kort: Hvis du elsker et andet menneske af hele dit hjerte, så er du ikke i tvivl. Man kan være vred på hinanden og irriteret på hinanden og have problemer, der måske tager tid at løse. Men den kærlighed man skal have til sin partner, skal være grundlæggende.

Du ved jo godt allerede,at du skal videre, men der findes ingen let måde at sige det på. Inderst inde ved din kæreste det måske også godt, fordi hun kan mærke det på dig, men hun vil gøre modstand, fordi dette her kommer til at gøre så frygteligt ondt. Du er dog nødt til at gøre kort proces.Jeg ved, hvor vanskeligt det er (for jeg har selv prøvet det…også med bolig og det hele). Men for hende bliver det lettere, hvis det sker hurtigt og rent (men det vil hun først kunne indse om nogle år).

Du er nødt til at gøre dig nogle tanker om, hvor du vil bo, indtil jeres fælles bolig er afviklet. Jeg tror også, du skal lave en aftale med dig selv om, at der ikke skal være fysisk samvær efter bruddet. Det er klart, at I skal bruge nogle stunder på at kramme og tude ud, men efter det er du nødt til at gøre dig lidt hård. Ellers bliver det en uskøn og langvarig proces.

Heldigvis er der ikke noget konkret problem, som I kan komme op at skændes om (utroskab/uvenskab), men du er nødt til at være ham den hjerteløse, der fortæller, at du ikke elsker hende, som en mand skal elske sin kvinde. Ikke noget med at 'hun fortjener bedre' eller andet, som kan åbne op for, at I alligevel prøver. Som du selv er inde på, er der en masse praktik i dette her. Du skal naturligvis hjælpe hende med de praktiske ting omkring bl.a. flytning. Og så skal du mande dig op til at ringe til hendes forældre og fortælle, hvor sønderknust du selv er, men at du er nødt til at lytte til dit eget hjerte. Få dette her gjort ordentligt.

Kære knøs…det bliver forfærdeligt. Så meget kan jeg love. Men du er nødt til at have fokus på det, der kommer bagefter. Du vil komme hurtigere igennem end din kæreste, og jeg er bange for, at du får travlt med at indhente noget af det forsømte. Med andre ord: Jeg er sådan set ikke bekymret for dit singleliv. Men husk nu i dit næste faste forhold at være opmærksom på, at parforholdet er en størrelse, der skal plejes og finpudses hele tiden. Og husk også, at hvis dette alligevel var 'meant to be', så vil livet føre jer sammen igen.

Bedste hilsener fra Annette