Vores forhold endte efter en masse ballade med bl.a. en konkurs, og det gør at jeg først nu, 1 års tid efter konkursen, er på vej tilbage til normal økonomi. Jeg har ikke haft råd til at have dem mere, da jeg stort set alle dage arbejder min. 3-4 timer ekstra for at betale gæld ned.

Jeg havde ingen mulighed for at betale et indskud da jeg flyttede fra børnene, og boede derfor hos min bror, eller nogle forskellige gode venner og kollegaer. Jeg ville naturligvis ikke lade dette have indvirkning på børnene, og derfor så jeg dem nærmest ikke de første to måneder. Kun meget få gange hjemme hos moren.

Der forstår jeg ikke at folk ikke kan se hvor svært det er at være væk fra børnene? De tror ikke man kæmper for dem, men det var jo lige det jeg gjorde. Kæmpede for at mine børn skulle komme bedst igennem det hele. Så kunne jeg sidde og være den der var ulykkelig, i stedet for dem.

Jeg fandt for nylig et sted at bo, og siden har vi kørt med denne 10-4 ordning. Jeg synes det er rigtig svært ikke at have børnene noget mere, og jeg savner dem rigtig meget hele tiden. Jeg er i tvivl om jeg skal forlange en 7-7 ordning, men så kan jeg jo ikke arbejde alle de timer ekstra?

En anden ting der er svært, er min datter på 5 år. Hun vil meget hellere være hos moderen, og hver gang jeg skal have hende har vi det smadder sjovt, men vi SKAL lave en tegning, med hvad vi skal lave de dage hun er her, så hun kan krydse dem ud efterhånden. Vil hun så få det værre af at være på en 7-7 ordning? Omvendt er min ældste søns (6 år) virkelige far syg, og han ville elske at være på en 7-7 ordning. Ville det så måske være en idé at jeg havde fx mine 2 drenge på en 7-7 ordning og så mine piger på en 10-4 ordning?

Jeg er lige nu i gang med at lede efter bolig tættere på børnene, samt et nyt arbejde med en forhåbentlig bedre løn, så jeg kan få min 7-7 ordning. Det sidste jeg er meget i tvivl om, er samværet hvor både far og mor er sammen med børnene. Jeg synes ikke det fungerer og det ender som regel med en masse lange diskussioner, og vi er bare ikke så gode til det. Har børnene bedst af, at kunne holde fødselsdage osv. sammen med både far og mor, eller er det ok, vi begge holder noget for dem? man kan jo ikke vide hvordan det går om fx 2 år, men så tage debatten op igen, og evt. komme til nogle af tingene hos hinanden.

Håber du kan hjælpe mig lidt her.

Mange hilsner en fortvivlet far


Har du et spørgsmål til Annette Heick? Skriv til heick@bt.dk.


Hej far-mand!

Du ved det jo nok godt, men for god ordens skyld vil jeg lige pointere, at jeg ikke er børnepsykolog. Men derfor har jeg alligevel en holdning, og jeg håber at mine tanker kan give dig et mere nuanceret blik på situationen.

For det første fornemmer jeg, at du har brugt en masse energi på at slå dig selv oveni hovedet med dårlig samvittighed. Det generer dig, at du ikke kan have mere tid sammen med dine børn, fordi du er nødt til at have ekstra arbejde for at komme en gæld til livs. Du vil sikkert opleve, at andre mennesker vil bedømme dig sådan, at du sætter penge over dine børn. Men du skal vende den om: sig til dig selv, at det er OK at prioritere sådan i en periode, fordi du bliver en bedre far, når du får styr på økonomien. Og så tror jeg, du skal takke din ekskone for, at det kan lade sig gøre. Jeg tænker jo også, at det må være svært for hende, at være alene om fire børn. Hvordan får hun økonomien til at hænge sammen?

For det næste tror jeg, du skal holde op med at sige, at du ikke har (haft) råd til at have dine børn i længere tid. Jeg har en svoger, som i nu 13 år har været arbejdsløs og helt alene med tre børn. Det er ikke et fantastisk udgangspunkt, men det er lykkedes for ham. Altid handler det om muligheder og prioritering. Det gør det også i dit tilfælde. Du har haft mulighed for at få et job plus ekstra arbejde, og det har du prioriteret. Lad det være den historie, du med stolthed fortæller: 'Jeg har prioriteret at få økonomien på plads, fordi det har givet mig mere overskud til at være en god far'. På den måde får du givet dig selv rollen som en handlingens mand i stedet for en offer-rolle.

Jeg synes, det er rigtig ærgerligt, at du og din eks ikke har kunnet finde en løsning sammen. Jeg ved godt, at økonomi er med til at presse folk helt ekstremt, men hvor er det også ærgerligt, at I alligevel valgte at få nummer fire. Ja, jeg siger det ligeud. Og det er ikke fordi, jeg ikke tror, det er et dejligt barn, men det er jo at presse citronen til sidste dråbe. Men altså: Skaden er sket, og derfor synes jeg, I skal fokusere på, hvordan I kan aflaste hinanden, du og din eks. Har du talt med hende om at dele børnene på den anden måde, som du foreslår (drengene for sig og pigerne for sig)? Der er god grund til at tro, at også hun ville synes godt om det. Det ville måske give hende overskud til at give to af børnene mere opmærksomhed, så der er ikke hele tiden er fire, der slås om hendes gunst. Det behøver jo ikke være sådan for evigt men blot for en periode. Jeg tror, det ville være godt for børnene, at I kunne give dem lidt mere nærhed hver især fremfor hele tiden at slukke ildebrande og forsøge at tilfredsstille fire forskellige behov.

Mht din datter så tror jeg også, du skal træde lidt mere i karakter. Jeg forstår godt, der kan være noget tryghed forbundet med, at hun ved, hvad der skal foregå og derfor laver sit afkrydsningsskema. Men jeg tror, du skal sætte dagsordenen. Det kan meget vel være, at der skal indgås en række kompromiser, men hør hvad hun ønsker sig, og så fortæl hende, hvad der er muligt for dig at diske op med. Hvis hun gerne vil have læst historie, så aftal en historie, hvor brormand også har noget ud af højtlæsningen. Hvis hun vil klæde sig ud, så sig at hun skal vælge noget, som hun kan have på, når I går på legepladsen, hvor I alle kan være med. Med fire børn er du nødt til at tænke i, hvordan du kan gøre tingene lidt nemmere for dig selv. Ellers dør du af stres. Jeg ved ikke, hvor du bor, men hvis det er i bare nogenlunde afstand til København, så kan jeg VARMT anbefale en tur på Nationalmuseet (gratis), hvor legerummet er genialt for alle aldre, og hvor både du og børnene kan få mange dejlige timer. Men der findes sikkert tilsvarende gode muligheder andre steder i landet også.

Når du spørger, hvad børn har bedst af i forhold til, at begge forældre er med til mærkedage, ja så vil jeg sådan set blæse på, om nogle psykologer mener noget andet end mig. Jeg mener, at børn til hver en tid vil være gladest for, at begge forældre er til stede - med mindre selvfølgelig der er tale om forældre med et misbrug eller voldelige tendenser. Jeg synes ikke, det er fedt for børn, hvis deres forældre skændes, men jeg mener, det er forældrenes ansvar OG pligt at æde alle kameler og bide al skam i sig for at få tingene til at glide, når disse mærkedage oprinder. Kan I dog ikke blive enige om, at de dage er der særlige emner, som ikke må tages op? Beslut dig for at tage ja-hatten på. Der skal roses og smiles.

Hvis det er hos din eks, så vær hjælpsom og taknemmelig. Lav en aftale på forhånd om, hvad I hver især bidrager med, hvad der SKAL ske, og hvad der IKKE må ske. Hav fokus på børnene og tag jeres konflikter en anden dag.

Jeg tror, at I begge to gør jeres bedste. Lige nu har I bare ikke det fornødne overskud til at gøre det, I allerhelst ville. Men i stedet for at hakke på jer selv og hinanden, så accepter at det lige nu er sådan omstændighederne er. Selvfølgelig kan situationen ændre sig på et par år. Vær åbne overfor de ændringer der kan komme.

Jeg synes, du skal vise din eks mit svar, sådan at I måske kan finde en ny og bedre fælles-strategi. Hvordan lyder det?

Hilsen fra Annette