Kære Annette.

Jeg har læst de råd du giver til folk, og håber, at du også kan hjælpe mig. Jeg er en udenlandsk kvinde, der kom til Danmark for mange år siden, med håb om et nyt og bedre liv. Jeg var dansk gift, men der var fysisk og psykisk vold i ægteskabet, hvorfor jeg valgte at blive skilt fra manden. Jeg blev alene med børnene, og arbejdede så meget jeg kunne klare.

Desværre, efter der er gået nogle år, blev jeg optimistisk vedrørende kærlighed og mænd igen. Jeg fik en ny mand. Han var afhængig af alkohol, men så længe jeg underordnede mig, var alt ok. Selv om han var alkoholiker, havde han et job som han kunne passe, og fik en god løn.

I starten af vores forhold var jeg blind - kunne ikke se hans ulemper og ondskab. Desværre har jeg fået børn med ham. Dengang var jeg optimistisk og troede alt kom til at blive godt mellem os. Efter 13-14 år valgte jeg at blive skilt fra ham. Han mishandlede mig psykisk, og han hjalp mig aldrig med noget. På hans arbejde var han så flink, så flink, men når han kom hjem, blev han aggressiv overfor mig - råbte osv. Når børnene så kom i køkkenet, var han den flinke igen. Han elskede at plage mig - det gav ham magten. Han syntes, at han var et bedre menneske end jeg. Han var jo født i Danmark. Han ønskede ikke at blive skilt fra mig, men jeg ønskede fred. Da jeg kom af med ham, gik jeg helt ned med flaget, og endte på førtidspension. Jeg har nogle kvalifikationer, men var ligesom ikke robust nok til at kæmpe for mig selv.

Jeg har efterfølgende forsøgt at gøre alt muligt godt for mine børn - måske for meget. Min 17-årige søn kræver børnepenge af mig. Han bruger en del af dem til at betale fornøjelser for sin kæreste. Hun kræver månedsgave af ham - gerne så stor som mulig. I tillæg betaler han hendes transport. Dette på trods af, at hun har job, hvor hun tjener et par tusind skattefrit om måneden. Jeg har spurgt hende direkte, om hvorfor min søn skal betale nogle af hendes udgifter. Hun er 15 år, bor hjemme, og har begge sine forældre. Jeg har mødt dem, og de er ok. Jeg har dog ikke inviteret dem hjem til kaffe, da jeg ikke har overskud til det.

En grund til, at jeg ikke har kunnet finde et arbejde, er at min søn tit var syg da han var lille. Hvilket ingen arbejdsgiver ville acceptere dengang. Min svigerfamilie ville hellere ikke passe ham. Det var hårdt i tillæg til at min voldelige eksmand gjorde alt muligt for at chikanere mig. Det er ærgerligt, at de andres ondskab ramte mig så hårdt. Jeg har ingen god bolig, ingen mand og er meget træt af min næsten voksne søn. Han minder mig om sin far og siger, at han ikke vil besøge mig, hvis jeg ikke er glad.

Tit tænker jeg, at hvis jeg havde mulighed, ville jeg forlade Danmark. Nu er mine børn blevet store - det har været meget svært at være enlig mor. Danmark har ikke de samme indvandrertraditioner som f.eks. USA og Canada. Selv om jeg havde dansk pas og indfødsret, kunne jeg ikke få job alligevel.

Annette, kan du hjælpe mig at finde vejen, da jeg helst vil ud i den store verden.

Venlig hilsen

M

Har du et spørgsmål til Annette? Skriv til heick@bt.dk.

Kære kære M!

Tak for din tillid, og sikke dog en historie. Vi må hellere sortere lidt i alle problematikkerne. Det der med at være fremmed kender jeg godt. Jeg bor jo i Sverige, og nok er det et broderland, der minder meget om Danmark, men der er sørme også forskelle. Når jeg er løbet panden mod en mur her, er jeg ofte blevet mødt af mine venner med ordene: Det er nok, fordi du er dansker, at de lige skal jorde dig! Det er muligt, det er nærliggende at tænke sådan, men jeg har valgt, at jeg ikke vil acceptere den forklaring. Jeg tror simpelthen ikke på den. Det gør jeg faktisk heller ikke i dit tilfælde. Ikke at jeg tror, du lyver, men jeg tror, du har valgt den forklaring, fordi du så kan lægge ansvaret fra dig.

Der er ingen tvivl om, at du – ubevidst selvfølgelig – har søgt offerrollen i livets forhold. Det er ikke et træk, man kan gøre for... det er noget, der kan ligge til os som mennesker. Jeg tænker jo lidt på, hvad din far var for en. Eller din mor. Jeg tror, der er noget bagage derfra – et mønster du fortsætter. Du trives i dit martyrium. Samtidig med at det river dig ned. Igen: Det handler ikke om skyld men bare om, at du på din side har følt en berettiget selvmedlidenhed. Og hvis noget kan tricke magtmennesker, så er det folk som vælger offerrollen. De er 'sjovere' at drille/mobbe/svine til.

Din søn har set mønstret gennem hele sin opvækst. Derfor er han blevet som han er. Men det betyder ikke, at du skal finde dig i det. Du må gerne sige fra, og det er helt uhørt, at du skal betale noget til ham. Han må den ondelynemig selv få fingeren ud, hvis han skal bruge penge til gaver. Og har han ingen penge, ja så kan han ikke købe gaver! Færdig slut! I øvrigt er der ingen grund til, at du skulle invitere kærestens familie. Det kan jeg næsten heller ikke forestille mig, at de ville forvente.

Jeg ved jo ikke helt, hvor gamle dine øvrige børn er, men det lader ikke til, at de giver dig anledning til at forblive i Danmark. Nu nævner du USA og Canada, og jeg forstår godt, hvad du mener i forhold til det fællesskab og sammenhold, der er blandt indvandrere derovre. Men bare husk på, at systemet er langt hårdere i USA. Enhver er sin egen lykkes smed, så der er fordele og ulemper alle steder.

Måske skal du drage ud i verden og se dig omkring og opdage netop dette. Har du familie i udlandet, du kan opsøge? Hvis ja, så skal du gøre det. Men måske er det værd at være opmærksom på, at nissen kan flytte med. Hvis du har en tendens til at vælge offerrollen, så vil du kunne finde den, uanset hvor du flytter hen.

Jeg har engang læst en bog, der hedder 'Kvinder, der elsker for meget'. Måske kan du bruge den… mange af dine problematikker er beskrevet i bogen.

Jeg synes, du mangler noget i din tilværelse, som kan give dig lidt balsam til sjælen. Jeg er stor fortaler for aftenskole, kurser og sportslige udfoldelser, som bringer mennesker sammen og gør os klogere. Du mangler nogen, du kan spejle dig i, så du kan få øje på, at du måske er slem til at træffe de forkerte valg for dig selv. Jeg forstår, at du er blevet førtidspensionist. Kan det være blevet en sovepude? Kan det være, at du havde godt af at komme tilbage på arbejdsmarkedet? Kan det være, at du skulle melde dig som frivillig arbejdskraft i en organisation et sted? Jeg stiller en masse spørgsmål for at få åbnet dine øjne for, at der faktisk findes flere muligheder. Jeg tror også, det ville give dine børn en anden respekt for dig.

Jeg ønsker dig en god ny kærlighed, men så længe du befinder dig i din nuværende sindstilstand, så finder du den ikke. Du skal flytte dig. Ikke geografisk men menneskeligt. Jeg er helt med på, at det kan virke provokerende. Det er også fint nok, hvis det er det, der skal til for at få dig op af stolen.

Jeg kan jo se på dit skriftsprog, at du er lige så dansk som alle mulige andre, så på det felt er jeg overhovedet ikke bekymret. Brug nu din begavelse til at tage det skridt, der skal til. Du kan godt!

Kram fra Annette