Hej Annette. Her er et dilemma, jeg meget gerne vil have din mening om. Min veninde B. og jeg har været veninder i over 30 år - vi er begge lige omkring de 60 nu.

I sommers var vi på en lille ferie sammen. Vi kørte i hendes bil og boede på vandrerhjem rundt om i Sverige. Jeg er nødt til at starte med en lidt lang forklaring - håber, du ikke mister tålmodigheden.

Konflikten udspiller sig på et af stederne, hvor vi skulle sove på sovesal, der var nogenlunde ok. Badeværelse og toilet lå i en separat bygning ca. 50 m. væk - ikke ok! Nu skal jeg næsten altid op at tisse om natten - på gode nætter 1-2 gange. På dårlige 8-10 gange! Da jeg så det toilet-arrangement gik stressen lige i min blære - så det blev en af de dårlige nætter. Jeg måtte op og ud rigtig mange gange, så jeg sov stort set ikke den nat. Desuden var det regnvejr, hvilket gjorde det endnu værre. Om morgenen følte jeg bare, at jeg måtte væk så hurtigt som muligt. Vi havde fået morgenmadsbilletter til en restaurant i byen, så vi skulle køre dertil.

B. sover altid hele natten, fra hun lægger hovedet på puden til hun vågner. Hun plejer altid at gå i bad hver morgen, tørre hår med hårtørrer samt lægge øjenmakeup. Jeg kan sagtens vente med bad, lader håret lufttørre og putter kun mascara på, hvis jeg skal ud. Det betyder, at det altid er mig, der må vente på hende. De steder, hvor jeg kan sætte mig hen at få morgenmad, betyder det ikke noget, men det kunne jeg ikke her.

Jeg tillod mig da at vække hende ved 7-tiden - vi var kommet i seng ca. kl. 23, så det følte jeg var ok. Spurgte hende, om ikke hun kunne vente med det bad og i stedet pakke og komme af sted hurtigst muligt. Jeg kunne ikke holde det sted ud.

Hun blev edderspændt. Det kunne der på ingen måde være tale om! Hun skulle i bad hver morgen - og nu skulle jeg holde op at skabe mig!

Min situation blev ikke kommenteret med et ord! Jeg kunne jo sætte mig ud i bilen og vente eller gå en tur! Det regnede, og desuden hader jeg at gå tur. Da jeg sagde, at jeg var lidt i krise, nedstirrede hun mig og belærte mig om, at hun daglig arbejdede med folk, der var i krise (hun er psykolog) så jeg skulle ikke påstå, jeg var i krise! Hun knejsede med nakken og skred i bad!

Siden var der en ret anspændt situation på ferien. Jeg krævede at snakke situationen igennem flere gange, men vi kom ikke ud af stedet.

Hun sagde bl.a ’Det kan jo ikke have været så slemt, da jeg jo kom meget godt igennem dagen, selvom jeg ikke havde sovet’. Ih ja - hun kunne jo ikke se, at jeg følte mig træt og uoplagt, samt skuffet og såret over hende. Jeg manglede og mangler i den grad empati fra hende! Hun var totalt ligeglad med mig - hun skulle bare i bad! Jeg forstår ikke, at man ikke kan bede om sådan en lille tjeneste fra en mangeårig veninde. Jeg havde gjort det uden at tøve for hende. Hun sagde jeg skabte mig - jeg synes, det var hende der opførte sig, som om jeg bad hende forlade stedet nøgen eller springe ud af vinduet!

Jeg synes, det var hendes betonstædighed, der satte vores ferie - og egentlig også vores venskab under pres! Jeg oplever hende som utrolig selvoptaget på det punkt - hun skal bare se perfekt ud hver dag, koste hvad det koste vil! Hun er ikke i stand til at føle empati, oplever jeg. Jeg har fx slidgigt i hofterne, og hvis jeg beder hende om at hente mig i bilen - hun bor langt fra stationer og stoppesteder - så siger hun, at jeg jo bare kan gå! ’Jeg siger jo det ikke gør ondt, så det er nok ikke så slemt!’ Jeg har ikke bil, må jeg lige sige.

Jeg oplever ikke, hun tror på, hvad jeg siger, omkring hvad jeg mærker og føler - hvis det skal koste hende noget. Føler hun er utrolig arrogant og koldt.

Jeg er bare SÅ skuffet og såret over hende. Er hun min veninde? Skulle man ikke kunne forvente forståelse i et venskab? Skulle man ikke kunne bede hinanden om hjælp og tjenester en gang imellem?

Eller er der noget, jeg helt har misforstået? Det var bare det, jeg gerne vil høre din mening om!

På forhånd tak!

Den skuffede veninde

Kære veninde!

På et tidspunkt, når man bliver voksen, så får man sine vaner – gode som dårlige – og man bliver nok også lidt mere egoistisk. Nu er jeg jo ikke tres, men jeg kunne godt forestille mig, at vanerne og egoismen vokser en lille smule yderligere, når man kommer op i årene. Det er der hverken noget ondt eller forkert i, jeg tror bare, det skal tages med i regnestykket her.

I første omgang må vi nok sige, at jeres valg af overnatning i det omtalte tilfælde var en kæmpe fejl, som ikke skal gentages. Jeg synes, det lyder som et mareridt, og med dine… må jeg godt kalde dem fysiske handicaps?...var det et helt tosset valg.

Problemet her er, at jeg udmærket kan sætte mig i jeres begges sted. Jeg har selv prøvet det der med bare at ville væk. Men omvendt kan jeg også godt se mig selv blive vildt sur over at blive vækket klokken syv og blive bedt om at køre hurtigt væk. Jeg er bange for, jeg også ville anse det for at være hysterisk. Men det betyder ikke, at jeg ikke forstår dig.

Jeg tror, du skal tænke på, at I i denne situation var to forskellige steder rent mentalt: Du har ligget og hidset dig selv op (af gode grunde), hvor din veninde har sovet som en sten og drømt dejligt. Og herfra er I så hver især gået i hårknude.

Dybest set, så tror jeg, det, du har brug for, er at blive set og hørt af din veninde. Jeg tror ikke, du har brug for en undskyldning. Jeg tror heller ikke, det vil gøre noget godt for situationen, at du kalder din veninde uempatisk eller selvoptaget. Jeg tror simpelthen bare, du har brug for at høre din veninde sige til dig: ’Jeg er ked af, du oplevede det sådan. Lad os gøre det på en anden måde næste gang’.

Har jeg ret?

Hvis jeg har ret, så synes jeg, det er præcis det, du skal sige til hende. Sig: Jeg ved godt, du ikke gider snakke mere om det, og jeg ved godt, at der kan være fejl på begge sider. Jeg vil bare gerne have dig til at forstå, at det for mig var en dårlig oplevelse, og at vi bliver nødt til at fravælge den slags overnatninger en anden gang. Jeg tror faktisk, du vil opleve en forløsning.

Og det samme kunne du faktisk gøre, når det handler om din venindes kommentarer om, at du jo bare kan gå. Fortæl hende, at du har brug for, at hun anerkender, at dine hofter giver dig problemer. Måske har hun den indstilling, at man kan holde problemer på afstand ved at bagatellisere dem, og dermed tror hun (fejlagtigt) at hun gør dig en tjeneste ved at sige sådan.

Tag den lille snak. Uden at bebrejde hende. Uden at tale om skyld. Blot fortælle hende, at du har brug for, at din smerte bliver anerkendt. Vil hun heller ikke det, så kan det være, I trænger til at holde en lille pause fra hinanden. Men jeg tror, I meget hurtigt kommer til at savne hinanden.

Good luck. Annette

brev_tag_annette